Nyhetsartikkel

05 november 2019

En million elbiler kræver rigtig meget infrastruktur

Folketinget i København skal lave sit hjemmearbejde, hvis Danmark skal opbygge en stor flåde grønne køretøjer frem til 2030, men der er også en række tekniske og praktiske udfordringer, som energibranchen skal klare, påpeger Intego, der opstiller ladeudstyr for IONITY, E.ON, Tesla og andre kunder.

Av Informationsavdelingen, Dansk Energi

Hvilket firma har de seneste knap ti år opsat over 3.000 ladestandere på mellem 3,7 og 350 kW for IONITY, E.ON, Tesla, Nissan, Sixt og andre spillere på det danske elbilmarked?

Svaret er Intego, der har hovedkontor på Blytækkervej i Aalborg.

Intego er ikke voldsom kendt i offentligheden, men virksomheden, der beskriver sig selv som en ’landsdækkende teknisk servicepartner med mere end 800 medarbejdere, der hver dag hjælper dansk industri og erhverv samt udbygger og fremtidssikrer infrastrukturen’, har opbygget en unik ekspertise indenfor opladning af elbiler, elbusser og elfærger.

Hvis Danmark skal få held med at stoppe salget af benzin- og dieselbiler fra 2030, som der er et politisk ønske om, så skal Intego og deres kolleger/konkurrenter sættes på et langt hårdere arbejde. Op mod en million elbiler i 2030 og flere i årene, der følger efter, kræver, at der bliver koblet rigtig mange ladestationer på elnettet. Lade-teknologien er der, og Intego melder sig klar til at levere:

– Vi har efterhånden en omfattende erfaring med e-mobility og er gearet til mere, fastslår afdelingschef Bo Østergaard fra Intego, der løbende optrapper indsatsen og nu har 25 ansatte inden for e-mobilitet.

Debat om rollefordeling
For at elbilerne for alvor skal slå igennem i Danmark, skal der ifølge Dansk Elbil Alliance og Dansk Energi skabes klarhed om de økonomiske rammer flere år frem. Fra 1. januar 2021 stiger registreringsafgiften for elbiler og et fradrag på 77.500 kr. forsvinder. Det gør elbilerne dyrere, så ønsket til de aktuelle finanslovsforhandlinger er bl.a., at den nuværende registreringsafgift forlænges, og at der indføres en grøn beskatning for firmabiler.

For Intego er det vigtigt, at elbil-forhandlere, lade-operatører, elnetselskaber og andre i branchen får en debat om den fremtidige rollefordeling.

– Vi skal bl.a. have en dialog om, hvem der skal udrulle den fysiske infrastruktur, hvem der rent teknisk skal servicere titusindvis af ladestandere, og hvor data fra lade-infrastrukturen skal ligge, siger Bo Østergaard og nævner, at elbilisterne næppe vil se med milde øjne på ladestandere, der er ude af drift, og rod i udsendelsen af regninger.

Intego tilbyder sig som teknisk partner for mange af disse opgaver og kan i den forbindelse trække på erfaringer fra telekommunikation, fibernet, energimåling andre brancher, hvor infrastruktur/teknologi møder økonomi.

Store installationer i støbeskeen
De seneste år har e-mobility været et vækstområde, og Intego har fat i en række danske nøgleaktører inden for elektrisk opladning. Et af de største projekter bliver afsluttet om kort tid: En IONITY-ladestation i Greve med ti ladepunkter – plus mulighed for udvidelse af yderligere to ladepunkter – á 350 kW; altså en samlet installation på 5 MW.

Forventningen fra IONITY er, at der fremover vil komme mange elbil-modeller, der kan lynlade deres batterier på ganske få minutter på samme måde, som det i dag kan lade sig gøre at tanke benzin og diesel i løbet af ganske kort tid.

Bag IONITY, der i Danmark også samarbejder med Cirkle K om at opbygge et net af lynladestationer, står giganterne VW, BMW, Daimler, Ford, Audi og Porsche. Foreløbig har fem danske byer fået installeret op til seks lynladere under denne samarbejdskonstellation: Aabenraa, Nørager nord for Hobro, Nyborg, Skanderborg og Fredericia.

Før den slags anlægsprojekter kan starte er der dialog med myndigheder om elnetselskaber om, hvad der er muligt i forhold til den konkrete placering – altså fx om, hvorvidt kommunerne har andre planer for det pågældende område og om det lokale elnet er stærkt nok eller har behov for forstærkning:

– Derudover kan vi stå for alt lige fra el-entreprise, rørnedlægning, kabeltræk, installation, belysning, idriftsættelse i samarbejde med hardwareleverandøren og ikke mindst tests, fortæller projektleder Michael Poulsen fra Intego.

Spiser kirsebær med giganter
Med kunder som IONITY, E.ON og Nissan er Intego i fuld gang med at spise kirsebær med de etablerede mastodonter. Med Tesla har Intego fat i en af de nyere spiller. Sammen med Tesla har Intego været med til at udvikle og opbygge de første ladestationer i Middelfart og Randers – under en vis bevågenhed fra Tesla-topchef Elon Musk.

– På det tidspunkt vidste Tesla ikke ret meget om, hvordan man gjorde, og vi havde kun en fornemmelse. Vi arbejdede ud fra nogle ideer fra USA – og det lykkedes. Det var sjovt, husker projektleder Michael Poulsen.

Tesla-stationerne i Middelfart og Randers består nu af henholdsvis 12 og 14 superchargere med en lade-effekt på op til 120 kW, og Tesla er en af Integos faste kunder. Senest har Tesla idriftsat sin hidtil største station i Danmark: Ved Køge er der med hjælp fra Intego etableret 26 ladestandere.

Markedet er modent
Indtil for få år siden handlede det for Intego om at navigere mellem de forskellige kulturer, deres samarbejdspartnere var præget af. Partnerne ville have opbygget infrastrukturen på hver sin måde, men det er ved at ændre sig:

– Markedet for infrastruktur er ved at være modent. Fra at prøve sig frem til løsninger handler det nu mere om standarder, der skal følges, siger Bo Østergaard.

Intego er i gang med at planlægge 4-8 nye ladestationer samt i forhandling med flere forskellige kunder, og der er også ved at komme gang i de elektriske busser.

I øjeblikket kører busleverandøren Chariot Motors test af en el-bus, som selskabet sammen med Aowei Technology stiller til rådighed for Aalborg Kommune på strækningen mellem Aalborg Lufthavn og Aalborg Universitet. Intego har etableret en ladestation ved Aalborg Lufthavn, og klatladningen fungerer så godt, at der ikke har vist sig behov for at opføre en ladestation i den anden ende af ruten ved Aalborg Universitet i den østlige ende af byen.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer