Nord Energi og OpenNet i samarbejde om åbning af fibernet
Nord Energi og OpenNet har netop indgået en samarbejdsaftale omkring åbning af det nordjyske energiselskabs fibernet. Udmeldingen kommer få uger efter en tilsvarende samarbejdsaftale blev indgået mellem OpenNet og SE.
Det jyske energiselskab Nord Energi åbner sit fibernet. Det skal foregå via selskabet OpenNet A/S, som Eniig etablerede i foråret 2018.
– Med samarbejdet gør vi det nemmere for andre udbydere at få adgangen til fibernettet, og det vil give endnu mere konkurrence og dermed større valgfrihed for vores andelshavere. Nord Energi ruller kraftigt ud de kommende par år og målsætningen er, at minimum 95 procent af de godt 120.000 husstande i fiberforsyningsområdet kan tilbydes fibernet i 2020. Den høje grad af udrulning er godt for andelshaverne og meget attraktivt for tjenesteudbyderne. Med dette samarbejde sikrer vi desuden de bedste forudsætninger for at få flere kunder på fibernettet, og dermed en bedre forrentning af vores investering i fiberinfrastruktur, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.
– Vi håber, at det øgede udbud med langt flere forskellige produkter på hylderne vil betyde, at flere danskere vælger en moderne digital infrastruktur i form af fibernet, fortæller Henrik Møller Nielsen, som står i spidsen for OpenNet.
Nord Energi og OpenNet skal nu i gang med at lave en plan for det kommende samarbejde. Der er endnu ikke fastsat en lanceringsdato.
Viceadministrerende direktør i Dansk Energi Anders Stouge siger i en kommentar til aftalen:
– Dette er endnu et eksempel på at energiselskaberne arbejder samlet hen imod en kommerciel åbning af deres fibernet med forbrugerne som omdrejningspunkt. Derfor er vi også glade for den politiske enighed i EU om, at en kommende ny EU-teleregulering skal tilskynde og værne om kommercielt åbne fibernet.