Nyhetsartikkel

07 februar 2017

Dong er klar til at øge risikoen i Asien

Havmølleparkerne på det kommende satsningsmarked i Sydøstasien får en skarpere risikoprofil end herhjemme, konstaterer Dong Energys direktør for havvind.

I forrige uge måtte Dong Energy se sig slået af Vattenfall på det danske havmølleprojekt Kriegers Flak. Til gengæld står det danske energiselskab ganske stærkt i forhold til at vinde projekter på den anden side af kloden, hvor havvindpioneren allerede i foråret etablerede en fast base i Taiwan, der har ambitioner om at opføre 4GW havvind inden 2030. Men det bliver ikke uden risiko at opføre havmøller ud for østaten. Dong åbner havmøllekontor i Sydøstasien

Det skriver Børsen.»Det [havmølleprojekter i Taiwan, red.] vil typisk betyde, at kapitalinvesteringer, som vi foretager i sådan et projekt, er 25-30 pct. større, end det vi ser i Danmark,» siger Dongs direktør for havvind, Samuel Leupold, til avisen.

Han pointerer dog, at det ikke er en uvant situation. For dels er det måske mindre overraskende, at omkostningerne er højere på et marked, der aldrig har set en havmølle før end i teknologiens hjemland. Dels er der markante forskelle på betingelserne i Taiwan og Danmark.

På mange måder er det taiwanske marked dog skruet sammen nøjagtigt efter Dong Energys hoved. De er således ganske lig de betingelser, energiselskabet kender fra sit største marked i Storbritannien. Modsat f.eks. i Danmark og Holland varetager projektudviklerne i Taiwan selv udgifterne til hele projektets transmissionsaspekt. Men hvor det er de danske, hollandske og fremover formentlig også tyske myndigheder, der udpeger de områder i Nordsøen, der sendes i udbud, følger Taiwan den britiske model, hvor ejerne selv byder ind med det specifikke projekt.

En fremgangsmåde Dong typisk har foretrukket.Samtidig vil den øgede risikoprofil givetvis også afspejle sig i den pris, projekterne vindes til. For mens Dong selv vandt de første hollandske Borssele-parker til 54 øre/kWh og Vattenfall tog Kriegers Flak til 37,2 øre/kWh, så har prisen på de britiske parker – ikke mindst naturligvis på grund af de større påkrævede investeringer – hidtil været en del højere. På de første projekter så højt som 155 pund/MWh.

Kommentarer

kommentarer