Nyhetsartikkel

25 mars 2019

Nordisk energibranche: EU skal være klimaneutralt senest 2050

På det netop afsluttede EU-topmøde kunne stats- og regeringslederne ikke blive enige om et årstal for europæisk klimaneutralitet. Men den nordiske energibranche står sammen om, at det skal være senest i 2050.

Av Informasjonsavdelingen, Dansk Energi

Regeringslederne i Danmark, Sverige, Norge og Finland har modtaget et brev fra en samlet nordisk energibranche. Budskabet i brevet er klart: De nordiske regeringsledere skal presse på for, at EU sætter et mål om klimaneutralitet senest i 2050.

Brevet er sendt i forbindelse med fredagens EU-topmøde, som endte uden en frist for, hvornår EU skal være klimaneutralt.

– Det er slattent og bekymrende. For det er er udtryk for, at man ikke har taget dybden af klimaudfordringen til sig, siger Lars Aagaard – administrerende direktør i Dansk Energi og medunderskriver på brevet – til Ritzau.

Udover klimaneutralitet i 2050 skriver den nordiske energibranche, at EU bør hæve sine klimamål for 2030 og accelerere elektrificeringen. Udmeldingen kommer i kølvandet på, at den samlede europæiske elsektor i november sidste år meldte ud, at den kan være CO2-neutral i 2045.

Skuffet statsminister

Modstand fra en række østlande og ikke mindst Tyskland er ifølge flere diplomater årsagen til, at stats- og regeringscheferne ikke kunne blive enige om et 2050-mål. Det var da også en skuffet dansk statsminister, der mødte pressen efter topmødet:

– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at vi skulle have vedtaget en meget mere robust og meget mere ambitiøs formulering om klimaet, sagde Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Sidste år præsenterede EU-Kommissionen sine bud på en 2050-klimastrategi, som blandt andet indeholder en vision om at være klimaneutral i 2050. På næste EU-topmøde i juni skal medlemslandenes regeringsledere igen drøfte sagen.

Kommentarer

kommentarer