Nyhetsartikkel

15 juni 2018

EU vil sætte fart på udbygningen af vedvarende energi

32 procent. Så meget af EU’s samlede energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030. Det blev forhandlere enige om i natt til fredag.

Målet er en sejr for de grønne kræfter i EU, og Dansk Energi tager godt imod den europæiske aftale, der kan betyde stor eksport for Danmark.

I 2030 skal vedvarende energi udgøre mindst 32 procent af EU’s samlede energiforbrug. Det blev slået fast, da forhandlere fra Europa-Parlamentet og EU’s medlemslande i en sen nattetime mellem onsdag og torsdag, landede en aftale om EU’s direktiv for vedvarende energi.

De første skridt mod en samlet europæisk 2030 vision blev taget tilbage i 2014, og Dansk Energis viceadministrerende direktør, Anders Stouge, er tilfreds med, at der nu er landet en aftale.

– Det er positivt, at EU har sat en retning for udbygningen af vedvarende energi. Vi startede tilbage i 2014 med en række medlemslande, som slet ikke ønskede et europæisk mål for vedvarende energi, og i det lys er dagens aftale en sejr. Næste skridt er at gøre energiforbruget elektrisk i Europa, i takt med at vi udbygger den vedvarende energi og gør strømmen grønnere. Det er essentielt i den grønne omstilling.

Danske virksomheder kan se frem til en betydelig gevinst med dagens aftale, vurderer Anders Stouge.

– Dagens aftale betyder, at medlemslandene skal i gang med at bygge en masse vedvarende energi. Det er vi gode til i Danmark, hvor 70 procent af elforbruget er dækket med vedvarende energi. En tommelfingerregel er, at når EU øger sit mål om vedvarende energi med ét procentpoint, øges danske eksportindtægter med 2,5 milliarder. Forudsat at vi får sat en national energipolitisk retning, der gør at vi kan holde fast og måske endda udvide vores markedsandele, så kan det betyde øgede danske eksportindtægter på over 12 milliarder kroner frem mod 2030.

Aftalen må også ses som en sejr for de grønne aktører på den politiske scene i EU. EU’s medlemslande gik oprindeligt ind til forhandlingerne med et ønske om et 27 procent mål, men hævede det nødtvunget til 30 procent på et Ministermøde i foråret. Efter pres fra Europa-Parlamentet og en række progressive lande endte målet altså på 32 procent.

– Fra den danske energisektors side, har vi brugt meget tid på at påvise de store fald i priserne på vedvarende energi overfor beslutningstagerne i Bruxelles. Med en stigning i ambitionsniveauet fra 27 procent til 32 procent kan vi se, at den øvelse er lykkedes, siger Anders Stouge.

Aftalen skal nu formelt godkendes af EU’s nationale ambassadører og i Europa-Parlamentet, inden den træder endeligt i kraft.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer