Nyhetsartikkel

05 juni 2018

Ny elforsyningslov vedtaget

Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget en ny elforsyningslov, der er et første skridt mod en mere omkostningseffektiv måde at sikre elforsyningssikkerheden i fremtiden.

I dag har danskerne strøm i stikkontakten i 99,99 procent af tiden. Men i takt med at Danmarks elproduktion i stigende grad kommer fra vind og sol, er der behov for at lave en ny model til at sikre, at elforsyningssikkerheden forbliver høj på den lange bane, og at det sker på den mest omkostningseffektive måde. Med et ny lovforslag, som regeringen har vedtaget torsdag sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF, tager man et første vigtigt skridt i det arbejde, mener Dansk Energi.

–Vi kan ikke lukke øjnene for, at vi i dag producerer el på en helt anden måde end for blot 10 år siden. Kraftværkerne spiller en mindre rolle i takt med at vind og sol fylder mere. Det skaber en række udfordringer for elsystemet, som vi skal tackle, hvis den grønne omstilling fortsat skal gå hånd i hånd med høj forsyningssikkerhed. Vi skal derfor modernisere den måde, hvorpå vi sikrer elforsyningssikkerheden ved at få flere teknologier og aktører i spil til at levere de forskellige ydelser, som primært kraftværkerne leverer i dag. Det skaber det nye lovforslag et bedre udgangspunkt for, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi.

Lovforslaget har til hensigt at fremme en markedsbaseret anskaffelse af de nødvendige ydelser, så opretholdelsen af elforsyningssikkerheden kommer til at ske på en omkostningseffektiv måde gennem udbud.

Mindre tvang – større incitament til at levere
I forbindelse med forhandlingerne er det kommet frem, at danske kraftværker sidste år blev tvunget i drift eller beordret til at stå til rådighed i 11.494 timer. I 2015 var timetallet blot 138.

– Den danske elforsyningssikkerhed bevæger sig ind i et nyt farvand, hvis vi ikke gør noget. Og tallene viser at vi allerede i dag bliver udfordret på at få enderne til at mødes i elsystemet. Derfor er det godt, at man med lovforslaget får skabt et økonomisk incitament til, at flest mulige aktører og teknologier kommer på banen og kan byde ind på at levere de forskellige ydelser elsystemet har brug for, så danskerne, også på sigt, altid har strøm i kontakten, siger Stine Leth Rasmussen.

Med lovforslaget får ministeren nu ansvaret for at fastsætte niveauet for elforsyningssikkerheden i Danmark, og ministeren har i forbindelse med forhandlingerne udtalt, at han vil inddrage relevante aktører i dén proces.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer