Nyhetsartikkel

04 juni 2018

Equinors toppsjeff: Ørsted er ikke bedre i havvind enn oss

Den norske oliekæmpe er «lige effektive» med den danske havvindmølleudvikler Ørsted. Det fastslår Equinor-topchef Eldar Sætre i et interview.
Man skal ikke altid lade sig narre af størrelse. Det mener Equinor-topchef (tidl. Statoil, red.) Eldar Sætre, som i et interview med dagbladet Børsen fredag slår fast, at den store norske olieproducent er mindst lige så god til at bygge havvindmøller som danske Ørsted.
«De har været et ledende spydspidsselskab på faste installationer. Men selvom de er større end os her, er de ikke nødvendigvis bedre. Vi oplever at være lige effektive,» siger han til avisen.
Han siger også, at Equinors mangeårige arv som Statoil har gjort selskabet bedre i stand til at arbejde med offshoreinstallationer. En fordel, som Equinor «spiller på.» Børsen oplyser, at Equinor målt på omsætning var seks og en halv gange så store som det danske energiselskab i 2017. Et andet mål for selskabernes kapaciteter inden for havvindmøller kunne være at se på, hvor mange havvindmøller, selskaberne rent faktisk har bygget.
Leder man efter de tal, tegner der sig et lidt andet billede. Equinor oplyste i forbindelse med sit årsregnskab for 2017, at man på daværende tidspunkt ejede produktion fra offshoremøller for en samlet kapacitet på 290 MW. Hos Ørsted var det samme tal 2.500 MW ved årsafslutningen, altså mere end otte og en halv gange mere end Equinor. Det norske olieselskab forklarer også i sit regnskab, at selskabets ejerandel af udviklingsprojekter summerer op til 190 MW. Equinor opførte sin første kommercielle havvindmøllepark ved Sheringham Shoal i 2011, og det er altså 20 år efter Ørsteds første, Vindebyparken fra 1991. Den blev dekommissioneret sidste år. Eldar Sætre siger til Børsen, at regeringens planer om en 800 MW stor dansk havvindvmøllepark «vil passe godt ind» som et nyt projekt hos Equinor.

Kommentarer

kommentarer