Nyhetsartikkel

08 mars 2018

Billig vind blæser toppen af fremtidige elpriser

Billig vind og sol sikrer, at fremtidens gennemsnits-elpriser på engrosmarkedet næppe stiger over et niveau på 40-45 øre frem mod 2035 – selv i et højpris-scenarie.

Men priserne kommer til at svinge voldsomt time for time, viser Dansk Energis nye Outlook.

Hvor er elpriserne på engrosmarkedet på vej hen på den lange bane? Hvad betyder priserne for den igangværende udfasning af kul og omstilling til grøn energi både i Danmark og i resten af Europa? Og hvilke konsekvenser har det for elforsyningssikkerheden?

Det er store spørgsmål, og der er mange ubekendte faktorer, når man leder efter svar. Dansk Energis nye Outlook forsøger alligevel at give et fingerpeg om, hvilken vej vinden blæser, og den overordnede konklusion præsenterede analyseteamet på gå-hjem-møder tirsdag og onsdag i København og Kolding.

– Den gode nyhed er, at det er muligt at få en billig og sikker forsyning af grøn strøm frem mod 2030. Den knap så gode nyhed er, at det ikke bliver grønt og sikkert nok af sig selv, men blandt andet kræver fortsat politisk vilje til enten reform af CO2-kvotemarkedet eller fortsat økonomisk støtte til vedvarende energi i fraværet af et effektivt marked for udledning af CO2 i Europa, sagde afdelingschef i Dansk Energi Stine Leth Rasmussen.

Samtidig pointerede hun, at Danmark i langt de fleste af årets timer deler elpris med enten Tyskland eller resten af Norden og i det hele taget er en markedsmæssig lilleput med 2 procent af elproduktionen i Nordeuropa – trods vores imponerende grønne meritter.

– Kort sagt er det ikke, hvad vi gør i Danmark eller ikke gør, der rokker synderligt ved elpriserne på engrosmarkedet, sagde hun.

Vind og sol ændrer markedet fundamentalt
Chefanalytiker Karsten Capion redegjorde på gå-hjem-møderne blandt andet for, at prisfaldene på vindmøller og solceller i fremtiden vil lægge et loft over, hvor meget de gennemsnitlige elpriser kan stige. Analysen peger på et årsgennemsnit i omegnen af 40-45 øre – selv uden støtte. Stiger priserne yderligere vil der blive investeret i flere vindmøller, hvilket igen trykker elprisen.

Elpris Outlook 2018 - Perspektiver for elproduktion mod 2035

Lave omkostninger for ny vind og sol sætter en øvre grænse for den fremtidige elprisudvikling samt …

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer