Bulgarien skal bakse med enorme EU-udfordringer
Arbejdet med at udvikle Energiunionen fortsætter under det nyslåede bulgarske EU-formandskab, men der vil sikkert udestå en del opgaver, når Østrig tager over til sommer. Indenfor den digitale dagsorden håber Dansk Energi på flere gennembrud.
Estland har nu officielt overdraget sit EU-formandskab til Bulgarien, der det næste halve år står overfor enorme opgaver med bl.a. at bevæge Energiunionen videre i forhold til mere vedvarende energi, øget energieffektivitet og udvikling af markeder, skriver Dansk Energi på sine netsider.
– For esterne har energiområdet været højt prioriteret, men det skifter nok kadence nu, vurderer Dansk Energis EU-chef, Jørgen Skovmose Madsen.
At bulgarerne har kæmpe opgaver at løfte, står lysende klar for det østlige balkanland, der har ca. 7,3 millioner indbyggere og har været medlem af EU i 11 år.
– Vi får lidt mere at se til, end vi havde regnet med, konstaterede Bulgariens ambassadør i Danmark, Roussi Ivanov, med et smil efter at have remset rigtig mange sager op under den danske del af åbningen af det bulgarske EU-formandskab i Europa-Huset i København.
Nogle af de tunge emner handler om næste fase i Brexit-forhandlingerne og starten på forhandlingerne om EU’s næste budgetperiode. Derudover kommer også immigration, grænsekontrol, forsvarspolitik og landbrugspolitik til at lægge beslag på de bulgarske embedsmænd og politikere, der ikke tidligere har prøvet at stå i spidsen for EU-samarbejdet.
Gigabit til by og land
Bulgarerne har udpeget fire overordnede indsatsområder for det næste halve år: 1) Vækst/social sammenhængskraft, 2) sikkerhed, stabilitet og fællesskab, 3) digital udvikling og uddannelse til fremtiden og 4) tættere samarbejde med ikke-EU-landene i det vestlige Balkan.
Inden der i Europa-Huset blev budt på bulgarsk vin og kulinariske specialiteter fra Balkan, fastslog ambassadør Ivanov, at bedre regional infrastruktur inden for energi, transport og kommunikation er en meget vigtig del af strategien. Værd at holde øje med her er ikke mindst Bulgariens opfølgning på Estlands digitaliserings-ambitioner:
– Det bulgarske formandskab skal i de kommende måneder lande flere vigtige sager på den digitale dagsorden. Det gælder ikke mindst en revidering af EU’s teleregulering, hvor det er helt afgørende, at et kommende nyt teledirektiv understøtter energi- og teleselskabernes incitament til at afholde langsigtede investeringer i udbredelsen af gigabit-infrastruktur i både byer og i landdistrikter, siger chefkonsulent Christian Berg fra Dansk Energi.
Trialog om grøn energi
I forhold til Energiunionen fremhæver officielle slides fra det nye formandskab, at det er vigtigt i forhold til vedvarende energi og energieffektivitet at få startet forhandlinger (såkaldt trialog) mellem EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og regeringerne i Ministerrådet.
Bulgarerne tør dog ikke skrive direkte, at det bør vær et opnåeligt mål at blive enige om 2030-rammerne for vedvarende energi og energieffektiv inden 1. juli, og hvad angår den videre udvikling af de indre energimarkeder er formuleringerne endnu løsere. En betydelig del af de vigtige energiopgaver kan derfor gå i arv til Østrig, der i juli bliver det næste formandsland.
– Vi håber, processen fortsætter det næste halve år. Visionerne om Energiunionen har enorm betydning for energibranchen og borgerne i Europa, påpeger Jørgen Skovmose Madsen.
Brændsler fra Rusland
Energimæssigt befinder Bulgarien sig et noget andet sted end Danmark, hvor vind, biomasse og sol efterhånden leverer, hvad der svarer til over halvdelen af elproduktionen. Bulgarien har en installeret el-effekt på ca. 12.000 MW, og den er hovedsageligt baseret på kulkraft, atomkraft og vandkraft.
Vindenergi og solkraft fylder kun lidt i det bulgarske landskab, og energieffektiviteten ligger en del under EU-middel.
De bulgarske kraftværker producerer knap 50 TWh/år, så produktionen er noget større end den danske, der er på ca. 35 TWh. En betydelig del af de bulgarske brændsler (kul, uran og gas) bliver importeret fra Rusland.
Elmarkedet i Bulgarien udvikler sig, men liberaliseringen har ikke endnu haft voldsom meget fart på. Spotmarkedet blev oprettet med udgangspunkt i elbørsen The Independent Bulgarian Energy Exchange (IBEX) i januar 2016. Et balancemarked (intraday) blev så småt skudt i gang for et lille års tid siden.
Kilde: Dansk Energi