Rekordlang strømkabel mellom Danmark og Storbritannia
01
Verdens længste elkabel mellem Danmark og Storbritannien.
Det har energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) givet grønt lys til.
Ingolf skabte grøn energi
Lars Christian Lilleholt tager et helt frisk eksempel. I weekenden betød stormen Ingolf, at vindmøllerne skabte mere grøn energi, end der var brug for.
– Det kan vi sælge til briterne, hvor elpriserne i forvejen er højere end i Danmark, lyder det fra ministeren.
Kablet vil gå fra Vejen i Sydjylland til cirka 170 kilometer nord for London. Det får en overføringskapacitet på 1400 megawatt. Det svarer til godt en tredjedel af det danske elforbrug.
Kablet bliver mere end 750 kilometer langt. Det bliver verdens længste jævnstrømskabel. Kablet skal sikre Danmark en høj forsyningssikkerhed, og at vi bedre kan handle med strøm, lyder det.
– Der er en samfundsøkonomisk gulerod for Danmark i det her, fordi vi i Danmark har lange perioder med overskud af grøn energi.
– Giver samfundsøkonomisk gevinst
I Dansk Energi peger administrerende direktør Lars Aagaard på gevinsten ved elkablet.
– Ved at lægge nye kabler til Storbritannien får vi en ny el-motorvej, der kan eksportere vores strøm.
– Det giver en betydelig samfundsøkonomisk gevinst, og kommer i sidste ende os alle til gode, fordi det øger værdien af vores investeringer i grøn energi og sænker støttebehovet til vind og sol, siger han i en skriftlig kommentar.
– Vi skal selvfølgelig se mod nye kyster og lægge nye kabler, ligesom vi gradvist udbygger vores vindmøllepark. Men vi skal også arbejde hårdt på at få EU’s indre energimarked til at fungere, så vi udnytter de eksisterende kabler bedre, tilføjer han.
Sammen med det store kabel udbygges højspændingsnettet mellem Holstebro og den dansk-tyske grænse i to projekter.