Nyhetsartikkel

24 oktober 2017

Udlandet sætter fuld turbo på investeringer i digital infrastruktur

Dansk konkurrenceevne presses af udlandets investeringer i digital infrastruktur, viser ny OECD-rapport. Energiselskaberne har ikke sluppet investeringsspeederen, siger Dansk Energi og foreslår bedre fradragsordninger for bredbånd.

Danmark er røget fra en 8. til en 18. plads blandt OECD-landene, når det gælder investeringer i digital infrastruktur. Sverige og Norge er blandt de lande, der har overhalet os, viser en ny rapport fra OECD.

Energiselskaberne tegner sig for en stor del af de danske investeringer i digital infrastruktur – ikke mindst som følge af udrulningen af fibernet til borgere og virksomheder i størstedelen af Danmark. De investeringer har været i gang i årevis og fortsætter, slår Dansk Energi fast overfor JP Finans, der torsdag skriver om rapporten.

– Energiselskaberne har ikke fjernet foden fra speederen, men de helt store anlægsinvesteringer i fibernet ligger 5-7 år tilbage. Nu er der mere fokus på at koble nye forbrugere på det eksisterende fibernet, siger Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi til JP Finans og giver samtidig et godt råd til, hvordan investeringslysten kan øges yderligere:

– Hvis der skal mere luft under investeringerne, kan man med fordel forbedre fradragsordningerne på bredbånd for borgere og virksomheder, så regningen for blive koblet på fibernettet bliver mindre for brugerne. Investeringslysten afhænger trods alt af efterspørgslen, siger han.

Dansk Erhverv påpeger overfor avisen, at danske virksomheder har brug for den nyeste og bedste digitale infrastruktur, hvis de skal skabe vækst og innovation i en verden, der bliver mere og mere digital. Det kan i sidste ende have konsekvenser for virksomhedernes konkurrenceevne, hvis vi sakker bagud, lyder advarslen fra Dansk Erhverv.

Regeringen vil inden længe præsentere et udspil til et nyt teleforlig, der skal give ny vind til telebranchens investeringslyst.

Kommentarer

kommentarer