Nyhetsartikkel

04 september 2017

Marked for cyber-forsikringer i vækst

Også energi- og forsyningsselskaber begynder at forsikre sig mod økonomiske tab som følge af cyberangreb.

Stadig flere virksomheder tegner en forsikring mod potentielt bekostelige følger af virus- og cyberangreb.

Rådgivervirksomheden PwC vurderer, at det globale marked for den type forsikringer vil vokse fra 2,5 mia. dollar i 2014 over 5 mia. dollar i 2018 til 7,5 mia. dollar i 2020.

Også de fleste danske forsikringsselskaber med Tryg, Topdanmark, Codan og Alm. Brand som de største tilbyder cyberforsikringer rettet mod erhvervslivet. Uvenlige besøg af hackere og robotter på elnet og i it-systemer kan blive en dyr affære, så også energi- og forsyningsselskaber med kritisk infrastruktur undersøger nu i stigende omfang hvad og hvor meget, de skal forsikre sig mod, skriver Dansk Energi i en pressemelding.

Læs også: Hver ny digital enhed udgør en risiko for elsystemet

I Norge har energibranchen etableret et formaliseret it-sikkerhedssamarbejde for at beskytte sig mod skumle typer, og det norskejede forsikringsselskab Gjensidige har netop i samarbejde med it-specialisterne i CGI lanceret et tværnationalt produkt for Norge, Sverige og Danmark.

– Forebyggelse af angreb er selvfølgelig helt afgørende, men hvis uheldet er ude, kan det være en god idé at få sine udgifter dækket, siger product manager Camilla Lunde fra Gjensidige, hvis cyber-forsikringspakke i første omgang er rettet mod små og mellemstore virksomheder. Større virksomheder kan også forsikres, men det kræver en individuel risikovurdering.

Breder sig fra USA
PwC vurderer, at 90 procent af forsikringerne i 2014 var tegnet i USA og primært af den finansielle sektor. Ideen med at forsikre sig mod økonomiske konsekvenser af cyberangreb breder sig imidlertid fra USA og ud i verden og i stadig flere sektorer ud fra en erkendelse af, at angreb kan ramme alle.

Med Gjensidiges ’pakke’ kan virksomheder få et indblik i, hvad de kan blive udsat for – og forsikre sig mod.

– Hvis en af vores kunder har en mistanke om, at de er udsat for et cyberangreb, skal de straks ringe direkte til CGI, der så foretager en udredning, fortæller Camilla Lunde.

Virksomheden får altså omgående hjælp af it-eksperter til at vurdere angrebet, hvor meget data hackerne har fået adgang til, og hvordan de har fået adgang.

– Forsikringen dækker virksomhedens udgifter til rekonstruktion af data og eventuelt ødelagte programmer. Forsikringen dækker bl.a. også det eventuelle driftstab som følge af cyberangrebet samt indbrud i virksomhedens netbank, fortæller Camilla Lunde.

Også svindel i det små
Måske breder angrebet sig fra den ramte virksomhed til kunder og forretningsforbindelser, så det er også med i den pakke, Gjensidige tilbyder.

– De kriminelle finder hele tiden nye metoder. En af vores kunder har for eksempel lige været ude for, at kontonumre var blevet ændret på nogle indkomne fakturaer, hvorefter vores kunde betalte mange tusinde euro til en helt forkert konto. Det er elegant lavet, men selvfølgeligt dybt kriminelt, siger Camilla Lunde.

Energi- og forsyningsselskaber ligger inde med mange personoplysninger, og de risikerer at blive lækket i forbindelse med et cyberangreb. Også her kan Gjensidige/CGI – og med dem en række af deres konkurrenter/kolleger – hjælpe med at begrænse skaderne.

– Vi har – synes vi selv – et godt produkt. Det vil helt sikkert udvikle sig over tid i takt med, at vores kunder bliver konfronteret med nye udfordringer, siger Camilla Lunde.

Den 12. oktober 2017 afvikler Dansk Energi temadagen ’Leverandørstyring i en verden med cybertrusler’.

Læs mere og tilmeld dig

 

Kommentarer

kommentarer