Nyhetsartikkel

07 august 2017

492 unge vil læse til energiingeniør

Optaget af civil- og diplomingeniører med fokus på energi slår atter ny rekord, men der er tegn på stagnation.

Danske virksomheder eksporter energiteknologi og -viden for over 80 mia. kr. om året, og den grønne omstilling af el- og varmesektoren er i fuld gang. At dømme på årets optag til landets ingeniøruddannelse med fokus på stærkstrøm/energi ønsker mange unge kvinder og mænd at tage del i den succeshistorie.

– Optaget af civil- og diplomingeniører slår rekord i 2017, og det er positivt, siger civilingeniør Louise Carina Jensen fra Dansk Energi efter at have gennemgået de tal fra Den Koordinerede Tilmelding, der netop er offentliggjort. Tallene viser, at der efter sommerferien starter 492 studerende på de ingeniørmæssige energiuddannelser.

Siden 2007 er antallet af ingeniørstuderende på energiområdet steget fra 202 til 492, så der er tale om en markant fremgang over de seneste ti år. Fra 2016 til 2017 er der tale om en fremgang på blot fire procent, så de seneste års tendens til stagnation fortsætter.

– Kurven over optagede ingeniørstuderende flader ud, og det skal vi have en diskussion om. Regeringen vil fordoble eksporten af energiteknologi, og hvis det skal lykkes, skal vi have flere energiingeniører. Vi står også overfor den udfordring, at en del af de ingeniører, der er på arbejdsmarkedet, nærmer sig pensionsalderen, siger Louise Carina Jensen og påpeger, at bl.a. vindmølleindustrien, elnetselskaberne og en række innovative udstyrsleverandører fortsat får brug for kvalificeret arbejdskraft i de kommende år.

– Energibranchen er inde i en rivende udvikling med fokus på bl.a. smarte elnet, elbiler, vindmøller, effektelektronik, energieffektive løsninger og meget andet. I Danmark skal vi være helt i front, når det handler om nye løsninger, og det kræver veluddannede og engagerede unge mennesker, siger Louise Carina Jensen.

Kommentarer

kommentarer