EU’s kommende klimamål på dagsordenen i Bruxelles og på Frederiksberg
I dag er EU’s kommende klimamål på dagsordenen på et Rådsmøde i EU – på torsdag er de på dagsordenen, når Klimarådet og Dansk Energi inviterer til gratis gå-hjem-møde torsdag 22. juni. For hvordan klarer vi det kommende klimamål? Med elektrificering, biobrændstoffer, biogas, energieffektivisering – eller lidt af det hele?
I dag mandag mødes EU’s miljø- og klimaministre i Bruxelles for at blive enige om, hvem der skal gøre hvor meget og hvordan for at leve op til EU’s klimamål for 2030. Forhandlingerne vil næppe ændre stort ved det forslag til byrdefordeling, som EU-Kommissionen har lagt frem. Ifølge forslaget får Danmark et mål for de ikke-kvoteomfattede sektorer, populært kaldet biler, boliger og bønder, på 39 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 2005, men også mulighed for fleksibel målopfyldelse i form af annullering af CO2-kvoter og medregning af kulstofoptag i jord og skov (LULUCF-kreditter).
¬ – Alt tyder på, at landene ikke for alvor ryger i totterne på hinanden, når det gælder fordelingen af reduktioner i mellem dem, omend der måske vil blive stillet spørgsmålstegn ved nogle af de fleksibilitetsmuligheder, som er givet til blandt andre Danmark, siger afdelingschef i Dansk Energi Stine Leth Rasmussen
Energistyrelsens seneste vurdering er, at opfyldelse af målet kræver fjernelse af ekstra 28 mio. CO2 ton over 2021-2030 – udover allerede kendte og besluttede klimatiltag. Det svarer til mere end to års CO2-udledninger fra transportsektoren. Dog kan de såkaldte LULUCF-kreditter i princippet klare op imod halvdelen af opgaven.
– Det er ikke en lille opgave – og den kræver noget nyt. Indtil videre har vi primært lavet grøn omstilling af vores energiforsyning med vind, sol og biomasse. Men vi har ikke for alvor fået gjort noget ved olie- og gasforbruget i transportsektoren, i industrien og i den individuelle opvarmning. Det er her vi skal til at tage fat. Og det kommer til at koste danskerne penge på den ene eller den anden måde, vurderer Stine Leth Rasmussen.
– På den anden side er opgaven absolut ikke uoverkommelig – og langt henad vejen sammenfaldende med det vi skal alligevel, nemlig have skubbet olie og gas ud af vores opvarmning og transport, fortsætter hun.
Regeringen vil i efteråret både præsentere en klimaplan og et udspil til ny energiaftale. Det rejser vigtige spørgsmål – for eksempel om vi skal satse på tiltag i Danmark eller købe os til reduktioner i udlandet? Og hvor meget sektorerne kan levere, hvornår og hvordan?
Derfor inviterer Klimarådet og Dansk Energi torsdag den 22. juni til gratis gå-hjem-møde om det nye klimamål, og hvad energisektoren kan gøre.
På mødet vil Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet give en dugfrisk status på forhandlingerne og udfordringens størrelse. Klimarådet vil præsentere deres seneste rapport om reduktionsmulighederne i de ikke-kvoteomfattede sektorer. Her er konklusionen, at det er muligt at leve op til klimamålet med indenlandske klimatiltag, som både er relativt billige og peger frem mod en langsigtet grøn omstilling. Derudover vil Dansk Energi præsentere resultater fra en kommende analyse, som går i dybden med energisektorens mulige bidrag til opfyldelse af det kommende klimamål – og hvordan det påvirker CO2-reduktion og omkostninger afhængigt af, om man omstiller hurtigt, langsomt eller sent.
Sidst men ikke mindst vil der blive budt op til debat om mulige policy tiltag, der kan skubbe Danmark og danskerne i den rigtige retning.