Nyhetsartikkel

28 mai 2017

Elmarkedet er blevet «det vilde vesten»

Elselskaberne bruger meget agressive metoder i deres markedsføring for at hverve kunder. Men det resulterer sjældent i billigere strøm, skriver Morten Sinding, Brabrand, forbrugerjurist.

I 2003 blev elmarkedet liberaliseret for at øge konkurrencen og give forbrugerne billigere strøm. Det er ikke sket. Tværtimod har forbrugerne fået priser på himmelflugt, og mange energiselskaber har således blot brugt det frie marked til at skabe kreative produkter og herigennem hæve priserne.

Det værste er dog den direkte vildledning, som finder sted i mange annoncer, og som praktiseres på aggressiv vis gennem telefonsalg af visse selskaber. Ofte bliver forbrugerne lokket af billige her og nu-priser, men på lang sigt taber de penge på aftalen. Det har jeg desværre set i alt for mange tilfælde blandt de tusindvis af husstande, jeg repræsenterer.

Faktisk står det så slemt til, at forbrugerombudsmanden flere gange har måttet indskærpe markedsføringsreglerne over for en række energiselskaber, og jeg er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget.

Ifølge en prisundersøgelse fra Energitilsynet betaler 90 procent af forbrugerne en pris, som energiselskaberne selv har sat. Så der er mange penge på spil, og selskaberne har dermed et stærkt incitament til at fortsætte den aktive kundehvervning.

Prisundersøgelsen afslører også, at der kan være helt op til 1.600 kroner at spare om året for en gennemsnitlig husstand – blot ved at vælge en anden leverandør.

Så der er bestemt noget at komme efter, og jeg vil gerne minde forbrugerne om, at det står enhver frit for at vælge et nyt selskab – selv i det vilde vesten.

Morten Sinding,
Brabrand, forbrugerjurist.

Kommentarer

kommentarer