Nyhetsartikkel

24 april 2017

Energikommissjon: Støtte til sol og vind-energi kan fases ut innen 2030

Politikerne bør i nyt energiforlig sikre, at vedvarende energi bliver markedsdrevet, siger Energikommissionen.

Når politikerne tager fat på arbejdet med en ny energiaftale, er en af de vigtigste opgaver at sørge for, at fremtidens solceller og vindmøller sættes op uden støtte fra staten og på markedets egne vilkår.

Sådan lyder det fra Energikommissionen, som regeringen har sat i verden for at komme med anbefalinger til energipolitikken frem til 2030, skriver Energy Watch.

Ifølge Energikommissionens formand, Danfoss-topchef Niels B. Christiansen, er det sandsynligt, at støtten til udbygning af vedvarende energi i Danmark kan udfases helt inden 2030.

«Vi taler for et paradigmeskift. Behovet for at støtte vedvarende energi som vind, sol, havvind og landvind, bliver mindre. Til gengæld får vi en langt større udfordring med at få et integreret, fleksibelt, internationalt energisystem, som kan håndtere op til 100 procent vedvarende energi,» siger Niels B. Christiansen.

Han fremhæver, at Dong Energy allerede for nylig kunne fremlægge et bud på at opføre to havvindmølleparker i den tyske del af Nordsøen, hvor der ikke bliver brug for statstilskud. Sådan kommer fremtiden til at tegne sig, lyder det. De penge, der så bliver tilovers i staten, skal blandt andet bruges på forskning og udvikling med fokus på fremtidens energisystem. Det kan komme til at sikre dansk eksport i fremtiden.

«Vi skal måske ikke længere kun være verdensmestre i vind. Til gengæld kan det være, at vi bliver superdygtige til at lave et fleksibelt og integreret energisystem, som er velforbundet til udlandet, og som kan håndtere store mængder vedvarende energi,» siger kommissionsformanden. Han uddyber, at fremtidens energisystem skal være smart og kunne indrette sig efter svingende energiproduktion, så forsyningssikkerheden opretholdes trods skiftende vejr. I dag er forsyningen af el i Danmark afhængig af blandt andet leverancer fra Norge og Sverige. Og det kommer altså til at stille nye krav til fremtidens energisystem, hvis regeringens mål om uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050 skal indfris.

Energikommissionens ni medlemmer fremla mandag formiddag deres anbefalinger til regeringen. Blandt hovedoverskrifterne er også at energimarkederne i højere grad skal tænkes internationalt. Der skal fokus på generelt at bruge mindre brændsel – olie, gas og biobrændsel – og i stedet bruge mere el – både til opvarmning og transport.

ENERGIKOMMISSIONEN * Energikommissionen fik til opgave at forberede oplæg til energipolitiske mål og virkemidler for perioden 2020-2030.
* Der er brug for nye politiske initiativer, hvis regeringens målsætning om at opnå 50 procent vedvarende energi i 2030 skal opnås.
* Målet i 2030 skal bidrage til den langsigtede målsætning om et lavemissions samfund baseret på vedvarende energi i 2050.
* Kommissionen består af ni medlemmer: Niels B. Christiansen, administrerende direktør for Danfoss Per Heiselberg, professor ved Aalborg Universitet Jacob Østergaard, professor ved DTU Birgitte Sloth, prodekan ved Københavns Universitet Peter Møllgaard, professor ved CBS Peter Brixen, chefanalytiker ved Muusmann Søren Eriksen, Vice President hos Schneider Electric Morten Springborg, temaspecialist hos Carnegie Asset Management Marianne Dahl Steensen, administrerende direktør for Microsoft Danmark Kilder: Energikommissionen

Kommentarer

kommentarer