Nyhetsartikkel

24 april 2017

Kilde: Nye energidekreter på vej fra Trump

Trump vil senere på ugen underskrive flere dekreter på energiområdet, siger kilde i Det Hvide Hus.

USA’s præsident, Donald Trump, hiver atter fyldepennen frem i den kommende uge. Fredag vil han underskrive en række dekreter på energiområdet, oplyser en kilde i Det Hvide Hus til Reuters.

«Det bygger videre på tidligere dekreter, der har banet vej for jobskabende rørledninger, innovation inden for energiproduktion og som har mindsket unødvendige byrder for energiproducenter,» siger den unavngivne kilde. I sidste måned underskrev Trump et dekret om at tilbagerulle centrale dele af sin forgænger Barack Obamas klimalovgivning. Præsidenten og den øvrige regering vil fjerne et af Obamas vigtigste tiltag, Clean Power Plan, fordi det ifølge dem er en hindring for olieboring og kulminedrift. Obamas plan – der ikke er trådt i kraft – ville blandt andet have påbudt delstaterne at skære ned på udledningen af klimaskadelige gasser fra kraftværkerne.

Trump gik til valg på et løfte om at støtte USA’s kulindustri. Under valgkampen lovede Trump, at han vil skaffe mange af de job tilbage, der er gået tabt i den kriseramte amerikanske kulindustri. Derudover varsler han nu en større satsning på olie og gas. Han har blandt andet underskrevet et dekret om at få afsluttet byggeriet af to omstridte olierørledninger, Keystone XL og Dakota. Samtidig har Trump skabt tvivl om, hvorvidt USA fortsat vil være en del af Paris-aftalen, der skal få alle lande til at nedbringe CO2-udledningerne.

Kommentarer

kommentarer