Dansk transport er mindre grøn end det europæiske gennemsnit
Danmark ligger under det europæiske gennemsnit for andelen af vedvarende energi i transportsektoren. Det viser nye tal fra Eurostat. Ikke godt nok, mener Dansk Energi.
Den danske transportsektor halter efter andre EU-lande, når det gælder andelen af vedvarende energi. Danmark og de øvrige EU-lande har sammen sat et mål om, at 10 procent af energiforbruget i transportsektoren skal komme fra vedvarende energi i 2020. I 2015 nåede Danmark kun på 6,67 procent, hvor det europæiske gennemsnit ligger på 6,71 procent. Selvom forskellen virker marginal, så er Danmark langt bagud sammenlignet med Sverige og Finland, som begge har en andel på mere end 20 procent.
– Det er ikke godt nok, at vi i Danmark ikke kan følge med. Ikke mindst set i lyset af, at Danmark kan forvente at få et af de højeste EU-mål for CO2-reduktion i de sektorer, der ikke er omfattet af CO2-kvoter, herunder transport. Vi bliver nødt til at se til de europæiske lande, der gør det godt og trække på deres erfaringer for at sikre den nødvendige udvikling i transportsektoren, siger vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge.
For at Danmark kan ændre på den nuværende udvikling, og fremme vedvarende energi i transportsektoren, er det nødvendigt, at gøre mere for at elbiler bliver et attraktivt alternativ for danskerne, og samtidig elektrificere tog, busser, færger og lastbiler. Danmark skal også være bedre til at udnytte avancerede biobrændstoffer der, hvor det giver mening.
– Der er plads til forbedringer, og politikerne bliver nødt til at inddrage transporten som et indsatsområde i omstillingen til grøn energi hvor vi får travlt for at leve op til et højt EU-mål, siger Anders Stouge til Dansk Energis netsider.