Nyhetsartikkel

22 mars 2017

Færdige afgiftsanalyser efterlyses, ikke nye

Enhedslisten foreslår i et nyt folketingsforslag at analysere effekterne af en afgift på biomasse i fjernvarmen. Dansk Energi deler partiets utålmodighed, når det gælder udbredelsen af varmepumper som alternativ til biomasse i den decentrale fjernvarme. Det nuværende afgiftssystem er en del af forklaringen. Men fokus bør være på at færdiggøre den i energiforliget aftalte analyse af afgifter og tilskud på energiområdet – ikke iværksætte nye analyser.

Enhedslisten ønsker i et nyt beslutningsforslag fremsat i Folketinget tirsdag, at der forud for forhandlingerne om et nyt energiforlig fremlægges en effektanalyse af en afgift på biomasse anvendt i fjernvarmen. Partiet kritiserer blandt andet, at der stort set ikke findes store varmepumper i fjernvarmen.

– Udbredelsen af eldrevne varmepumper i den decentrale fjernvarme går for langsomt. Ingen tvivl om det. Og det er klart, at det nuværende afgiftssystem er en stor del af forklaringen. Senest har de miljøøkonomiske vismænd slået fast, at den høje elafgift modvirker den grønne omstilling, blandt andet fordi den hæmmer udbredelsen af varmepumper, udtaler Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi som reaktion på Enhedslistens forslag.

– Men fokus bør være på at få den længe ventede afgifts- og tilskudsanalyse helt færdig – ikke iværksætte nye analyser. Erfaringen viser jo, at der kan gå år før de bliver færdige, forsætter hun.

I sit forslag sætter Enhedslisten spørgsmålstegn ved om anvendelsen af biomasse reducerer CO2-udledningen. Det står i kontrast til, at det Internationale Energi Agentur og 125 internationale forskere, herunder forskere fra Københavns Universitet, for nyligt slog fast, at bæredygtig biomasse er afgørende for den grønne omstilling.

– Der er foretaget meget store investeringer i at omstille kraftvarmeværker fra kul og gas til biomasse. Det er sket i tiltro til de rammevilkår, som Enhedslisten har været med til at vedtage i kraft af energiaftalen fra 2012. Bæredygtig biomasse har reduceret Danmarks CO2-udledning massivt og sparet klimaet for millioner ton kul, udtaler Stine Leth Rasmussen.

Kommentarer

kommentarer