Nyhetsartikkel

27 september 2016

Fremtidens energiforsyning setter nye mål

I dag og i morgen mødes 300 forskere, beslutningstagere og industrifolk i Aalborg til international konference om fremtidens energiforsyning.

Der er særligt fokus på fjernvarme, fordi fjernvarmesystemet kan være med til at nyttiggøre spildvarme.

– Moderne fjernvarmesystemer er nødvendige for at nedbringe vores CO2-udledninger og opnå 100 procent vedvarende energi. 40 procent af vores energiforbrug består i dag af opvarmning. Al denne energi kan blive bæredygtig ved hjælp af moderne fjernvarmesystemer, der opsamler spildvarme fra kraftværker og industri og fungerer ved lave temperaturer. Det mindsker varmespildet, og det gør det muligt at anvende flere vedvarende energikilder, forklarer Henrik Lund, leder af forskningscentret 4DH og professor ved Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Konferencen markerer den udvikling, der er ved at ske i energisystemet, hvor energiarter går på tværs, og der bliver et tættere samspil mellem el, varme og vand, hvilket skal være byggesten i et endnu mere effektivt energiforbrug. I fremtiden skal energisystemet også bindes tættere sammen med vores transport.

– Når vi taler om fremtidens energisystem, så skal vi fokusere på at få nedbrudt barriererne mellem forsyningsarterne, så vi netop tænker tingene sammen, som konferencen her lægger op til. Fjernvarmen er et oplagt sted at tænke i integration og fleksibilitet mellem fjernvarme og elproduktion, og samtidig understøtte den grønne omstilling. Vi kan bidrage til at nå de tre mål om integration, fleksibilitet og grøn omstilling ved at bruge den grønne strøm noget mere, og få skubbet de fossile brændsler ud. Det gælder både i opvarmning og transport, siger Helle Juhler-Verdoner, branchechef i Intelligent Energi.

Kommentarer

kommentarer