GE mister indtjening på vindmøller
Mens divisionen for vedvarende energi har øget salget med 55 pct., kunne indtjeningen i årets andet kvartal ikke følge med.
Sammenlignet med samme periode i fjor måtte GE se indtjeningen på vedvarende energi – primært vindmøller – dale fra 144 mio. dollars (972 mio. kr) til 128 mio. dollars (864 mio. kr.) i årets andet kvartal.
Reduktionen på 11 pct. i vindmølleforretningens profit kom på trods af, at GE-divisionen solgte betydelig mere sammenlignet med Q2 i 2015.
Samlet set kunne divisionen for vedvarende energi notere en omsætningsvækst på 28 pct. til 2,1 mia. dollars. Det fremgår af det netop udsendte kvartalsregnskab.
Divisionen fik i alt 1.400 MW i nye ordrer i perioden.
GE’s olie- og gas-division gik tilbage med 22 pct. i omsætning (til 3,2 mia. dollars) mens olieforreningens indtjening gik tilbage med 57 pct. til 320 mio. dollars.
Den amerikanske gigantvirksomheds øvrige forretningspmråder kunne ikke opveje oliens og vindmøllernes indtjenings-hug. Samlet måtte selskabet notere en tilbagegang i indtjeningen fra sine industrisegmenter på ni pct.
Ikke desto mindre overgik GE analtytikernes forventninger. Den samlede koncern fik en omsætningsvækst på 15 pct. til 33,5 mia. dollars, mens overskuddet per aktie steg med 65 pct – det var kun ventet at stige med 46 pct. Koncernens overskud før skat steg fra 2,6 til 3,8 mia. dollars.