Nyhetsartikkel

19 april 2018

Historisk opbakning i befolkningen til elbiler

Danskerne ser sig gerne bag rattet i en elbil i fremtiden, viser ny undersøgelse. Dansk Elbil Alliance, som står bag undersøgelsen, har tre forslag til, hvordan politikerne i forbindelse med den kommende energiaftale kan få antallet af elbiler til at vokse på vejene til gavn for klimaet.

73 procent af danskerne mener, at politikerne skal gøre en særlig indsats for at fremme elbiler, også selvom det koster penge. Det viser en ny analyse, hvor YouGov har spurgt danskere om deres holdning til elbiler på vegne af brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance. I en lignende undersøgelse fra 2014 var tallet på 66 procent.

Læs mere om undersøgelsen i Ingeniøren

Samtidig svarer 51 procent af dem, der pendler til arbejde i bil, at de vil købe en elbil eller opladningshybridbil, hvis det samlet set ikke var dyrere at køre i elbil eller opladningshybridbil.

– Undersøgelsen viser tydeligt, at danskerne er klar til elbiler som aldrig før. Nu må politikerne iværksætte tiltag, som gør det mere attraktivt at køre elbil. Vi skal have sat strøm til vores transport og gøre den danske bilpark grønnere til gavn for klimaet og luften i byerne, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

salget af elbiler stiger

  • I 1. kvartal 2018 blev der solgt 1067 el- og hybridbiler, hvilket er næsten ligeså mange som i hele 2017, hvor tallet var 1395.
  • Hos vores nordiske naboer går salget endnu bedre. I Sverige udgør el- og hybridbiler hele seks procent af salget af nye biler.

Tre tiltag skal sætte fart på elbiler

Dansk Elbil Alliance har tre tiltag, der kan sætte mere fart på salget af elbilerne. For det første foreslår Dansk Elbil Alliance, at firmabilskatten sænkes fra 25 procent til 10 procent for elbiler og til 15 procent for opladningshybridbiler.

– Firmabiler kører mange flere kilometer om året end en gennemsnitlig bil, og efter tre til fire år som firmabil bliver 80 procent af bilerne solgt brugt til danske familier. En grøn firmabilskat målretter indsatsen mod biler, der kører mange kilometer og kan spare meget CO2, og sikrer et større udbud af grønne, brugte biler til de danske familier, siger Lærke Flader.

Derudover foreslår Dansk Elbil Alliance, at indfasningen af registreringsafgift på elbiler udskydes to år, så de stiger til 40 procent i 2021 i stedet for 2019.

– Ved at udskyde indfasningen, skaber vi ro om prisen på elbiler, som der har været usikkerhed om på markedet – både for købere og sælgere. Det er der behov for. Særligt nu, hvor vi endelig ser et gryende salg igen, siger Lærke Flader.

det viser undersøgelsen

  • 73% af danskerne mener, at politikerne skal gøre en særlig indsats for at fremme elbiler, også selv om det koster penge.
  • 18% af danskerne svarer, at det er sandsynligt, de vælger en elbil næste gang de skal købe ny bil. 22% procent mener, at det er sandsynligt de køber en opladningshybridbil.
  • 51% af dem, der pendler til arbejde i bil, vil købe en elbil eller opladningshybridbil, hvis det samlet set ikke er dyrere at køre i elbil eller opladningshybridbil.

Det sidste tiltag, som skal sætte salget af elbiler i gear, er, at alle former for vejtransport fritages fra elafgift til udgangen af 2023

– Ved at fritage el til vejtransport fra elafgift sikrer vi, at de biler, som kører længst, får det størst tilskud. På den måde målretter vi støtten til de køretøjer, som rent faktisk reducerer CO2-udledningen fra transporten, forklarer Lærke Flader.

1007 danskere har deltaget i undersøgelsen, som YouGov har lavet for Dansk Elbil Alliance.

Kommentarer

kommentarer