Eon lader stadig op til dansk overskud
Omsætningen stiger kraftigt for den tyske energikæmpes danske division, men på trods af det halter man endnu på bundlinjen. Flere af selskabets investeringer i biogas blev sat i produktion i 2016, ligesom udbygningen af ladestandere til elbiler fortsætter.
Der skal endnu en smule spænding på batteriet i den danske division af tyske Eon, før forretningen er klar til at frigøre sig af ladestanderen og trille ud af startboksen. I selskabets årsrapport, som netop er udkommet, får man for tredje år i træk et beskedent underskud. Det sker selvom, at omsætningen er buldret fremad med 35 pct. og rammer 430 mio. kr., men trods et positivt driftsresultat lyder bundlinjen på et minus på 1,7 mio. kr.
I 2015 tabte man 8,3 mio. kr. på bunden. Årsagen til, at det endnu ikke har været muligt at lave overskud, skal ifølge ledelsens beretning findes i investeringer. I 2013 overtog selskabet 770 ladestationer til elbiler fra konkursboet Better Place, og her er der sammen med selskabets satsninger på biogas blevet lagt store kræfter i løbet af året. I løbet af året er der overgået værdier fra udviklingen af de materielle anlægsaktiver til driftsklare aktiver for små 50 mio. kr. Med det har man øget driftsaktiverne med små 400 pct.
«I løbet af sommeren 2016 begyndte biogasanlæggene Sønderjysk og Grøn Gas at levere opgraderet biogas til det danske naturgasnet. Produktionsanlæggene vil levere i alt cirka 30 millioner kubikmeter opgraderet biogas på årsbasis. Flere biogasanlæg planlægges i årene fremover,» forklarer ledelsen udvidelsen.
«I 2014, 2015 og 2016 er dette forretningsområde blevet styrket betragteligt via en klar markeds‐ og produktstrategi, der bl.a. inkluderer en ambitiøs ekspansionsplan for hurtigladere på tankstationer samt langs de danske motorveje,» hedder det om ladeinfrastukturen. Landets største biogasanlæg åbner i Sønderjylland Da selskabets moderselskab offentliggjorde sit årsregnskab for 2016, var det et regnskab kraftigt tynget af nedskrivninger. Det historisk høje tab på 16 mia. euro – 118 mia. danske kroner skyldtes Eons udskilning af olieaktiviteterne til selskabet Uniper SE fra første januar 2016, der sammen med den tyske regerings beslutning om at droppe udbygningen af kernekraftværker har «efterladt dybe skrammer i vores balance,» som selskabet formulederede det dengang.
De samme problemer er der altså ikke tale om i den danske forretning. Den mærkbare vækst i omsætningen skal især findes på elsalgsområdet, hvor der næsten er tale om en fordobling. Selvom selskabet i årsrapporten ikke uddyber udviklingen, så har det ikke været usædvanligt at se samme vækst hos selskabets konkurrenter i år. Her har det hovedsageligt skyldtes engrosmodellens komme på det danske elmarked, hvor elhandelsselskaberne nu skal fakturere kunderne for omkostninger til transmission og distribution. Med andre ord er de stigende toplinjer også udtryk for et stigende antal passiver, hvor pengene i sidste ende havner hos de danske netselskaber. Prisforvirring har lagt salget af elbiler dødt Eon bemærker på linje med tidligere års rapporter, at «positionen på retailmarkedet er styrket i løbet af 2016, og vi forventer fortsat at styrke området i 2017.»