Nyhetsartikkel

05 september 2018

Netselskaber går i dialog med kommuner om gæsteprincippet

Elnetselskaber og andre ejere af vigtig ledningsinfrastruktur efterlyser ensartede rammer for placering og eventuel flytning af tekniske anlæg, der ligger som gæst på private og offentlige grunde. Mange lokale tvister får Dansk Energi til at søge dialog med bl.a. med KL, der repræsenterer de kommunale grundejere.

Af Informaionsafdelingen, Dansk Energi

I alle større danske byer – og mange små – bliver der bygget på livet løs. Ofte kræver det, at der skal flyttes vigtig infrastruktur, og ganske ofte fører det til tvister om, hvem der skal betale: Ejeren af infrastrukturen, hvad enten det drejer sig om el, fibernet, vand, gas eller fjernvarme, eller grundejeren.

– Det er dyrt at flytte kabler og anlæg, selv om det kun drejer sig om nogle få hundrede meter. Et af problemerne er, at der er forskellige rammer og vilkår alt efter, hvilken kommune vi taler med, siger advokat Thomas Juul Thomsen fra det østjyske elnetselskab Dinel.

Fra gammel tid har elnetselskaber og andre ejere af infrastruktur ofte måtte leve med ’gæsteprincippet’, når de har etableret anlæg på ’fremmed’ grund. Med princippet ligger kabler, rør og andet udstyr som ’gæst’ på private eller offentlige grunde. Det indebærer, at netselskabet skal betale for en flytning, hvis grundejeren kræver udstyret flyttet.

Dinel og andre netselskaber har forsøgt at beskytte deres ledninger via aftaler med grundejerne i form af tinglyste deklarationer, hvor grundejerne skal betale for de ledningsflytninger, grundejerne selv initierer. Selskaberne oplever imidlertid, at mange kommuner ikke er indstillet på at tiltræde den slags deklarationer.

– Vi oplever, at kommunerne i højere grad ønsker at lave lejeaftaler med os, hvor vi bor til leje, men skal flytte os med kort varsel for egen regning, hvis kommunen selv skal anvende arealet, fortæller Thomas Juul Thomsen.

Daglige udfordringer
Landet over indgås der en række lokale aftaler, men hvad der er aftalt bl.a. om flytninger, bliver i stigende grad udfordret både af private grundejere og kommuner. Herudover er der som nævnt kommuner, der opkræver løbende leje for ledningers placering.

Dinel og mange andre netselskaber møder den slags udfordringer i deres hverdag, så Dansk Energi har nu sammen med Dansk Ledningsejer Forum taget initiativ til et møde med KL om nogle af de komplekse emner, der presser sig på i forhold til kommunerne.

– Elnet og fibernet er nødvendig infrastruktur og vigtigt for, at borgerne får høj leveringssikkerhed på el og adgang til internet. Vi mener som udgangspunkt ikke, at kommuner skal bruge samfundskritisk og nødvendig infrastruktur, der er placeret på eller i kommunale jord, som en kilde til nye løbende indtægtskilder, siger viceadministrerende direktør Anders Stouge fra Dansk Energi.

Gæsteprincippet betyder…

… at hvis ikke andet er aftalt, ligger en ledning som gæst på en ejendom og skal flyttes for ledningsejers regning, hvis grundejer ønsker det. Gæsteprincippet kan fraviges, således at det i stedet for ledningsejeren er grundejeren, der skal betale for en flytning af ledningen. Gæsteprincippet følger både af vejloven og af ulovbestemte principper.

Mange typer tvister
På landsplan ligger der ca. 164.000 km elkabler og over 100.000 km fiber, og mange af disse bliver påvirket, når der udstykkes nye grunde, anlægges nye veje eller etableres nye transportløsninger som led i den kraftige byggeaktivitet, der ændrer mange lokale landkort i disse år.

Ifølge Dansk Energi er der behov for styrket dialog med alle typer grundejere om de udfordringer, infrastrukturejerne møder både i forhold til ledninger, der allerede ligger i jorden, ledninger, der skal flyttes, og nye ledninger, der skal etableres. Fortolkninger af ældre såvel som nye aftaler fylder meget på elforsyningsområdet – og på ledningsområdet i det hele taget – og det skal håndteres.

– De lokale aftaler er ofte ganske udfordret af, at parterne efterfølgende ikke er enige om, hvad der er aftalt, og om der er blevet betalt erstatning til grundejer på en sådan måde, at man netop har aftalt sig ud af gæsteprincippet. I forhold til kommunerne oplever vi simpelthen en kraftig uensartethed i sagsbehandlingen. I vores dialog med KL vil vi derfor bl.a. efterlyse en standardiseret praksis, fortæller Anders Stouge.

Spild af tid og penge
Thomas Juul Thomsen fra Dinel glæder sig over, at sagen nu bliver løftet op på et højt niveau:

– Det er spild af tid og penge, at vi som netselskaber skal forhandle forskellige kontrakter med 98 kommuner. Vi ønsker at have nogle faste rammer, der fastsætter under hvilke vilkår en afvigelse fra gæsteprincippet kan ske, når vi skal placere ledninger og el-anlæg på kommunalt ejet jord, siger Thomas Juul Thomsen og nævner, at elementer i en allerede eksisterende landsaftale for el- og fiberanlæg på landbrugsjord mellem Dansk Energi og SEGES under Landbrug & Fødevarer kan inspirere til aftaler med kommuner og andre private grundejere.

Dansk Energi følger udviklingen omkring gæsteprincippet tæt, og brancheorganisationen har været inddraget i en stribe sager, hvor netselskaber er blevet udfordret af grundejere.

Kommentarer

kommentarer