Nyhetsartikkel

22 august 2018

Nu skal energifolket diskutere god selskabsledelse på spritnyt kursus

Uddannelse af bestyrelsesmedlemmer er en hjørnesten i energibranchens nye kodeks for god selskabsledelse i forbrugerejede virksomheder. Helt nyudviklet kursus har premiere i november.

Av  Informationsavdelingen, Dansk Energi

Nu kan alle bestyrelsesmedlemmer komme på skolebænken i, hvordan man driver god selskabsledelse i forbrugerejede energikoncerner.

Dansk Energi har i løbet af det seneste halve års tid arbejdet med at skræddersy et nyt to-dagesforløb for nye og erfarne bestyrelsesfolk med fokus på at implementere kerneværdier i branchen som værdiskabelse, transparens og ordentlighed.

Det første kursus afholdes den 5. og 6. november 2018 på Hotel Vejlefjord. Deltagerne kan blandt andet møde kapaciteter som Sten Scheibye, tidligere formand for komitéen for god selskabsledelse og formand i en række bestyrelser og Per Nikolaj Bukh, professor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet og næstformand i Spar Nord Bank.

05Nov

– På kurserne giver vi anbefalingerne til god selskabsledelse konkret liv og omsætter dem i vigtige temaer og dilemma-drøftelser om blandt andet bestyrelsens kompetencer og sammensætning samt opgaver og ansvar i forhold til værdiskabelse. Samtidig diskuterer vi andelsejerskabet, der er en hjørnesten i energibranchen, og taler om, hvordan man få aktiveret flere af de ofte mange tusinde ejere, fortæller chefkonsulent i Dansk Energi Ida Marie Behr, der har tilrettelagt det nye kursus.

Mulighed for eksklusive kurser
Tanken er, at medlemmer efter eget valg kan sende et eller flere medlemmer afsted ad gangen og diskutere problemstillinger med ligesindede kolleger i energibranchen.

Sideløbende er der også udviklet et kursustilbud til medlemmer, der foretrækker at gennemføre bestyrelsesuddannelsen i samlet flok uden øvrige deltagere. Her skræddersyes kurset til den enkelte bestyrelses udfordringer og dynamik.

Anbefalingerne for god selskabsledelse i forbrugerejede forsyningskoncerner blev lanceret i november 2017 og rummer i alt 15 anbefalinger inden for seks forskellige ledelsesområder. Disse dækker blandet andet: Aktivt ejerskab, kommunikation, bestyrelsens opgaver og ansvar i forhold til værdiskabelse samt bestyrelsens sammensætning og kompetencer.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer