Nyhetsartikkel

17 august 2018

”Esbjerg kan blive Nordsøens Silicon Valley på vindenergi”

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) kiggede forbi Energiens Folkemøde i Esbjerg, der i denne uge afholdes for første gang. Ministeren talte om forsommerens energiaftale og fremtidens havvindmølleparker.

Av Informationsafdelinen, Dansk Energi

– Lander havvindmølleparkerne i Esbjerg?

Der var stor interesse blandt publikum for, hvorvidt Esbjerg mon bliver hjemsted for én af de tre gigantiske havvindmølleparker, der skal bygges som del af den energiaftale, der blev indgået af alle Folketingets partier umiddelbart inden sommerferien.

Men energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) gled behændigt af på spørgsmålet, da han tirsdag talte på Energiens Folkemøde i Esbjerg:

– Det er slet ikke besluttet endnu, sagde han, men tilføjede:

– Havvindmøller skal sættes op der, hvor det blæser mest. Og det gør det jo ved Vestkysten. Nu skal der først gøres et stort forarbejde, så vi er helt sikre på, at havvindmølleparkerne også kommer til at stå, hvor der er mest brug for dem.

Det er første gang, der afholdes Energiens Folkemøde i Esbjerg. Også Ørsted, SE og Vattenfall er i denne uge med deres tilstedeværelse med til at sætte fokus på, hvordan energibranchen bidrager til at skabe vækst og grøn energi i Danmark.

Vattenfall på Energiens Folkemøde 2018
Vattenfall er et af flere energiselskaber, der deltager på Energiens Folkemøde i Esbjerg. Foto: Rasmus Bønneland

Lars Christian Lilleholt roste Esbjerg for initiativet.

– Det viser, hvor fokuseret byen er på energi og klima. Esbjerg kan blive Nordsøens Silicon Valley på vindenergi, når andre lande som f.eks. Holland også bygger store havvindmølleparker: Byen har infrastrukturen og forskningen og tager energi alvorligt.

OM ENERGIENS FOLKEMØDE

  • Formålet med Energiens Folkemøde er at give den almindelige befolkning i Esbjerg, unge som gamle, et godt indblik i hvad energivirksomhederne i Esbjerg arbejder med og deres beskæftigelses- og samfundsmæssige betydning, både lokalt, nationalt og internationalt, og de udfordringer energisektoren står overfor.
  • Energiens Folkemøde afholdes over to dage i Esbjerg Festuge.
  • Energiens Folkemøde arrangeres af Energy Science World, som arbejder på at skabe et oplevelsescenter i Esbjerg med fokus på energi.

Kommentarer

kommentarer