Hemmeligt datacenter i Esbjerg bliver gigantisk
Et datacenter med flere datahaller, administrations-, logistik- og servicebygninger, samt en eller to højspændingsstationer mellem motorvejen og bysamfundet Andrup bliver nu for første gang beskrevet af Esbjerg Kommune i en rapport. Det ventes at blive ligeså stort som Apples datacenter ved Viborg.
Det er store ting og sager, som i de kommende år kommer til at foregå på et i alt 2,5 millioner kvadratmeter stort område mellem Esbjergmotorvejens afkørsel øst og nord og Andrup og mellem Storegade og Andrupvej, tidligere benævnt som området, hvor Siemens ville bygge en vindmøllefabrik.
Noget der kan blive til et nyt erhvervseventyr for Esbjerg med skabelse af tusindvis af nye arbejdspladser.
Som JydskeVestkysten for cirka 14 dage siden kunne afsløre, bliver Esbjerg hjemsted for Danmarks næste datacenter, og nu foreligger en mere detaljeret beskrivelse af projektet.
Mens der i øjeblikket foregår de obligatoriske arkæologiske udgravninger i området, er Esbjerg Kommune nemlig i fuld gang med planlægningsarbejdet med lokalplan og kommuneplantillæg, herunder en miljøvurdering og afgrænsningsrapport.
Her omtales projektet som «Projekt Ember», hvilket formentlig blot et dæknavn for det udenlandske selskab, som reelt står bag datacentret. Mens internationale it-giganter som Facebook, Google og Apple har meddelt deres ankomst andre steder i landet, holdes navnet nemlig fortsat hemmeligt, og Esbjerg Kommune er lukket som en øster omkring projektet.
Placeringen i forhold til el-nettet har haft afgørende betydning for placeringen af de danske datacentre, og det er også tilfældet i Esbjerg.I miljøvurderingen oplyses det, at området omkring Andrup har en optimal placering i forhold til el-nettet, dataforbindelser og adgang til den nærliggende Esbjerg-motorvej.
Derudover kan det også have haft indflydelse på placeringen af datacentreret, at Facebook, Google og virksomheden Aqua Comms aktuelt er i gang med at anlægge et gigantisk fiber-optisk søkabel, der til næste år vil blive trukket i land i Endrup ved Esbjerg.
Eksperter har tidligere vurderet, at det nye søkabel kan gøre Esbjerg til en nordisk internet-knudepunkt.
Af rapporten fremgår det imidlertid, at projektet omfatter opførelse af et datacenter med datahaller, samt supportfaciliteter og indrettet med interne veje og parkering med videre og forskellige teknikbygninger og teknisk udstyr. Det er planen, at datacentret anlægges i flere etaper hen over en årrække.Det aktuelle projekt omfatter cirka 250.000 kvadratmeter bebygget areal fordelt på 200.000 kvadratmeter datahaller og 50.000 kvadratmeter administrations-, logistik- og servicebygninger, samt herudover en eller to højspændingsstationer, hver med et areal på cirka 30.000 kvadratmeter og nødstrømsanlæg med et samlet areal på cirka 6.500 kvadratmeter.Hele projektet på cirka 250.000 kvadratmeter svarer til cirka 35 gange størrelsen på grønsværen på Blue Water Arena under tag. Til sammenligning ventes det, at Apples datacenter i Viborg ligeledes vil få størrelse på 250.000 kvadratmeter, når det er fuldt udbygget, mens Facebooks datacenter i Odense vil få en størrelse på 184.000 kvvadratmeter.Derudover opføres et nødstrømsanlæg, ligesom Energinet opfører en eller to 150 kV-højspændingsstationer i området, som kobling mellem datacentret og det overordnede el-net.
I første etape anlægges en administrations- og logistikbygning, en ny højspændingsstation. Første etape forventes påbegyndt i starten 2019. I de efterfølgende etaper opføres yderligere et antal datahaller.Ny bebyggelse i området kan opføres med en højde på op til 15 meter med mulighed for at tekniske installationer og anlæg, der er nødvendige for områdets drift kan gives en større højde, hedder det i rapporten.Selskabet bag datacentret har gennem længere tid opkøbt jord og ejendomme i området, og handlerne skulle realiseres seneste den 1. juni.