Vestre Landsret vil avsi dom i saken om det tidligere Elsam
Vestre Landsret har oplyst, at retten forventer at afsige dom i sagen vedrørende det tidligere Elsam den 24. maj 2018 kl. 10.
Sagen handler om, hvorvidt Elsam misbrugte en dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006.
Dommen vil blive udleveret til sagens parter den 24. maj 2018 kl. 10, og kort efter domsafsigelsen vil Vestre Landsret offentliggøre en dansksproget pressemeddelelse med dommens konklusion på sin hjemmeside. Ørsted vil hurtigst muligt herefter udsende en selskabsmeddelelse om dommen.
Fakta om Elsam-sagen
- Konkurrencerådet traf i 2007 afgørelse om, at Elsam havde misbrugt en dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2006.
- Konkurrenceankenævnet stadfæstede i 2008 Konkurrencerådets afgørelse for perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006, men ophævede og hjemviste afgørelsen for andet halvår af 2006.
- Elsam indbragte i 2008 Konkurrenceankenævnets afgørelse for Sø- og Handelsretten.
- I 2007 anlagde 1.106 danske sagsøgere med Energi Danmark i spidsen erstatningssag mod Elsam angående tab i perioden 1. juli 2003 til 31. december 2006.
- Sø- og Handelsretten gav d. 30. august 2016 konkurrencemyndighederne medhold i, at Elsam overtrådte konkurrencereglerne i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006.
- Vestre Landsret afsiger d. 24. maj 2018 dom i sagen.
Sideløbende erstatningssag
1.106 danske sagsøgere med Energi Danmark i spidsen anlagde i 2007 sag mod Elsam med krav om erstatning for tab lidt som følge af den mulige overtrædelse af konkurrencereglerne. Erstatningssagen kører i Sø- og Handelsretten.
Ørsted har hensat 298 mio. kr. med tillæg af procesrenter fra erstatningssagens begyndelse til dækning af eventuel erstatning. Beløbet er baseret på Konkurrencestyrelsens opgørelse af forbrugertabet i perioden 1. juli 2003 til 31. december 2006.
Det er ikke erstatningssagen, som Vestre Landsret afsiger dom i den 24. maj 2018.
Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på Ørsteds tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2018.