Nyhetsartikkel

08 mars 2018

Afgifter giver højere elpriser

Den rå forbrugerpris på el er faldet, mens afgifterne er steget for blandt andet at finansiere velfærd.

Det er en af konklusionerne i DRs forbrugerprogram Kontant, der onsdag aften tog temperaturen på liberaliseringen af elmarkedet.

– Mens konkurrencen er øget, og elselskaberne har arbejdet på lavere elpriser, så er elprisen alligevel steget, idet politikerne har lagt flere afgifter på el, hvilket giver mindre og mindre mening i takt med, at el også bliver grønnere, siger Kamilla Thingvad, afdelingschef med ansvar for detailmarkedet i Dansk Energi. Hun fortsætter:

– Derfor ser vi også positivt på, at energiministeren i programmet siger, at han gerne vil fortsætte med at barbere af elafgiften i kølvandet på at fjerne PSO-afgiften fra danskernes elregning.

Mens afgifter på elregningen er steget med 20 procent siden liberaliseringen i 2004 er den rå elpris faldet med 25 procent. Generelt er konkurrencen på elmarkedet benhård – og bruttofortjenesten er meget lille for en dansk elhandler.

lavere elpris, højere afgifter efter elmarkedet blev givet frit i 2004

– Grundlæggende er det meget lidt at spare for kunderne, og det er en af årsagerne til, at der også kæmpes så intenst for at flytte kunderne, siger Kamilla Thingvad.

Hun henviser til, at der i programmet gives eksempler på, at kunderne misinformeres ved salgssituationer i en dagligvarebutik.

– Kunderne skal have tillid til markedet, og det er klart, at sådanne situationer skal undgås, og det er selvfølgelig ærgerligt. Vores indtryk er, at det er mere undtagelsen end reglen, hvilket bekræftes i programmet af den ansvarlige kundechef.

En kundeundersøgelse Userneeds har gennemført for Dansk Energi viser, at 72 procent svarer 7 eller mere på en skala fra 0-10, hvor 10 er meget tilfreds, når de spørges til deres elhandler.

– Generelt arbejder vi for at forbedre konkurrence i detailmarkedet for el. Vores udgangspunkt er, at det skal være let at være elkunde, forklarer Kamilla Thingvad, som også nævner, at Dansk Energi har medvirket til, at forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejledning til markedsføring på elmarkedet.

Det andet element i udsendelsen vedrører begrebet grøn strøm. Der eksisterer et europæisk set-up for udstedelse af VE-oprindelsescertifikater. Systemet for certificering er fastlagt fra myndighedernes side, og er det system, som el-handlerne kan benytte sig af, når kunderne efterspørger energi fra vindmøller og andre vedvarende energianlæg. Det er klart, at det ikke betyder, at den specifikke strøm, du som kunde får ud af kontakten kommer fra de vindmøller, hvorfra certifikaterne kommer, men du har sendt et signal til markedet om, at du ønsker grøn strøm.

Forbrugerombudsmanden er opmærksom på problemstillingen, og er i samarbejde med bl.a. Dansk Energi i færd med at lave retningslinjer for, hvornår en elleverandør må kalde strøm ”grøn”. Her er der lagt op til, at tilknytning af certifikater vil blive en af mulighederne.

Dansk Energi fremlægger sidst i april sine forslag til fortsat sund konkurrence på elmarkedet.

Kommentarer

kommentarer