Nyhetsartikkel

02 mars 2018

Skær det danske energiforbrug målrettet og moderne

Det danske varemærke energieffektivitet skal udvikles på en måde, så vi får mest mulig gavn af den stadig billigere grønne energi og sikrer den danske konkurrenceevne.

Det er visionen i Dansk Energis udspil til en ny politik for energieffektivisering.

Skru ned. Sluk. Det udråb kender stort set alle danskere. Vi er blandt verdens mest energieffektive lande – og den position skal vi videreudvikle klogt, når vi skal nytænke politikken for energieffektivisering. Sådan lyder hovedbudskabet fra Dansk Energi i forbindelse med konferencen i dag om en ny energieffektiviseringspolitik.

– Vi skal nå EU-målet om at skære energiforbruget med 1,5 procent om året. Det svarer til, at vi skal fjerne energiforbruget i 400.000 danske parcelhuse mellem 2020 og 2030. Det kræver en ambitiøs indsats, hvor vi skal udskifte modellen ”one size fits all” og i stedet lave en skræddersyet indsats, hvor vi får mest for pengene eller sikrer udfasning af fossile brændsler, siger Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi og fortsætter:

– Derfor skal vi arbejde målrettet mod at udnytte den billigere vedvarende energi mest effektivt. Vi skal gøre op med uhensigtsmæssige afgifter, og målrette tilskud, så vi bruger pengene bedst. Her viser vores analyser, at der er mest at hente i industrien.

Hun peger på, at tre store forandringer kræver en nytænkning af vores energieffektiviseringspolitik. Prisen på vedvarende energi falder markant. Finansieringen af energipolitikken er af et bredt politisk flertal rykket ind på finansloven og væk fra elregningen. Og at forpligtelsen skal rykkes væk fra energiselskaberne.

– Vi skal bygge videre på de stærke kompetencer, vi har på energieffektiviseringsområdet. Og vi skal følge princippet om, at energipolitikken skal finansieres via finansloven, så vi ikke skævvrider den danske konkurrenceevne, siger Kamilla Thingvad.

Dansk Energis seks konkrete forslag til indsatsen
Ambition: Effektivisering af Danmarks energiforbrug med 1,5 procent årligt

  1. Der etableres for erhverv en central udbudspulje på 300 – 500 mio. kr. årligt med henblik på at realisere mankoen ift. det EU fastsatte energieffektiviseringsmål.
  2. En samlet pulje på 50 mio. kr. årligt til udfasning af oliefyr i bygninger, hvor der skiftes til en varmepumpe.
  3. En permanent lempelse af afgiften på el til varme og en deregulering af fjernvarmesektoren, hvor varmeselskaber og -kunder får frie rammer, vil lede til investeringer i ny teknologi og energieffektiviseringer i sektoren.
  4. Bygninger skal energirenoveres, når de alligevel renoveres. Vi skal sikre overholdelse af Bygningsreglementet. Det kræver, at bygningsreglementets regler gøres enklere og nemmere at efterleve. Det kan suppleres med en stikprøvemæssig kontrol af overholdelsen, uddannelse af håndværkerne og information til bygningsejerne.
  5. Der skal udarbejdes og implementeres en strategi for indfasning el i vejtransporten. Grønt beskatningsgrundlag af eldrevne firmabiler, en lavere elafgift for al vejtransport til udgangen af 2023, informations- og kampagneaktiviteter er alle veje til at sætte skub i effektivisering af transportsektoren
  6. Udvikling og demonstration af energieffektive løsninger – øremærkede forskningsmidler til energieffektivisering og effektive elbaserede løsninger, så Danmark kan udvikle og demonstrere ”state of the art” løsninger.

Kommentarer

kommentarer