Nyhetsartikkel

02 mars 2018

Ny elforsyningslov skal fastholde danskernes høje forsyningssikkerhed

Onsdag blev en ny elforsyningslov fremsat i Folketinget i København, der nu skal diskutere, hvordan vi fastholder en høj elforsyningssikkerhed i Danmark – både i morgen og på sigt.

En stabil elforsyning er fundamentet for at holde et moderne samfund kørende, og netop den høje elforsyningssikkerhed er – sammen med en rekordstor andel grøn elproduktion – en væsentlig årsag til, at World Energy Council inden jul (igen) kårede Danmarks energisystem til verdens bedste.

Med et nyt lovforslag til elforsyningslov, der blev fremsat onsdag, får ministeren tildelt ansvaret for at fastsætte niveauet for fremtidens elforsyningssikkerhed. Det er fornuftigt, da det i sidste ende er et politisk valg, hvor højt vi skal prioritere elforsyningssikkerhed, og derfor er det vigtigt, at vi tager debatten, mener Dansk Energi.

– Præcis som vi diskuterer, hvilke mål vi skal sætte os for for eksempel udbygningen af vedvarende energi og elektrificering, bør vi også tage en debat om, hvad vores mål for elforsyningssikkerheden skal være, og hvordan vi sikrer den bedst. Og fra Dansk Energis side mener vi, at ambitionen for forsyningssikkerheden bør være høj, akkurat som ambitionen for grøn omstilling, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi i en pressemelding.

Sidste år oplyste Energinet, at Østdanmark i 2025 kan forvente 33 afbrudsminutter om året som følge af manglende produktionsevne. En markant stigning sammenlignet med de fem afbrudsminutter, som Energinet lovede i deres strategiplan for perioden 2014-2017, og som danskerne i dag er vant til. Det er et forvarsel om, at vi er på vej ind i et nyt farvand, hvor elforsyningssikkerheden ikke længere kan tages for givet:

– Danskerne skal kunne regne med, at der er strøm i kontakten, selvom kraftværkerne spiller en mindre rolle i elsystemet, og vi i større grad bliver afhængige af vinden, solen og udlandsforbindelserne. Det danske energisystem vil næppe vinde mange priser 10 eller 15 år fra nu, hvis vi alene evner at blive grønne, men ikke formår at holde fast i vores meget høje elforsyningssikkerhed. Lovforslaget er et skridt i den rigtige retning til at sikre det, lyder det fra Stine Leth Rasmussen.

Lovforslaget forventes at blive første behandlet i Folketinget den 16. marts.

Kommentarer

kommentarer