Nyhetsartikkel

19 januar 2018

Bred enighed: Find løsninger på det, der bremser grøn omstilling

En kommende energiaftale skal håndtere de udfordringer, der i dag spænder ben for, at Danmarks grønne omstilling kan fortsætte i et nødvendigt højt tempo. Sådan lød det på konference torsdag.

Hvad skal med i en kommende energiaftale? Hvad skal retningen være – og hvor fast skal vi brolægge den?

Det var blot nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret, da Klimarådet i samarbejde med Altinget torsdag havde inviteret til debat om en kommende energiaftale. De mange oplægsholdere og debattører var enige om, at der er brug for at håndtere de udfordringer, der i dag spænder ben for, at Danmarks grønne omstilling kan fortsætte i et nødvendigt højt tempo og på den mest effektive måde, skriver Dansk Energi i et referat.

Samme budskab havde Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, med til de mange deltagere, der fyldte salen på Nationalmuseet:

– Der er nogle få tiltag, som vi simpelthen bliver nødt til at gennemføre hurtigst muligt. Vi skal have en ny energispareordning finansieret over finansloven, da den nuværende snart udløber og ikke fungerer efter hensigten. Og så skal vi have gjort noget ved den høje elafgift, herunder el til varme-afgiften, og lave en plan for en havmøllepark, der kan opføres inden 2025. Det er få vigtige tiltag, der vil have en stor effekt for den grønne omstilling, grøn eksport og arbejdspladser i energiindustrien.

Fem ordførere fra Folketinget fra hver sin fløj havde også taget deres ønskesedler med på konferencen. Og politikerne drøftede blandt andet, hvor fleksibel en kommende aftale skal være. Her slog socialdemokraternes Jens Joel fast, at en kommende aftale skal kunne genbesøges frem mod 2030:

– Vi skal have mål og pejlemærker, som sikrer branchen tryghed, så investeringerne kommer. Men vi skal have mulighed for at blive klogere undervejs frem mod 2030, og dermed skal vi kunne genbesøge aftalen undervejs og tilpasse ambitionerne. Men retningen skal være klar.

Jens Joel såvel Martin Lidegaard (R) nævnte også, at den finansiering man har tilvejebragt ved at hæve danskernes bundskat ad to omgange, bl.a. i forbindelse med PSO-aftalen, skal være omdrejningspunktet for de politiske forhandlinger, når de skydes i gang.

Kommentarer

kommentarer