Kunsten at få øje på en transformerstation

De færreste lægger mærke til transformerstationerne, når de bevæger sig rundt i by og land, men der er rigtig mange af dem. På landsplan over 70.000 stk.

Uden dem – ingen elforsyning, så med Carl Christian Jepsen som guide finder vi nogle af dem, der gør, at aalborgenserne kan lave mad, betjene computere, se tv, høre radio og alt det andet, vi tager for givet i vores hverdag.

Vi starter for foden af den smukke Budolfi Kirke lige midt i byen. På Algades snævre parkeringsplads ligger et rundt dæksel, som kan fungere som nødudgang for transformerstationen nede under asfalten.

Stedkendt finder Carl Christian Jepsen en større, men undselig grå metalplade på 1 gange 2½ meter og skruer de fire hjørneskruer løs.

Kabler under brosten og asfalt
Jepsen åbner, og vi kravler gennem støv og spindelvæv ned af en stige og låser op til et rum med elektrisk udstyr. Her transformeres strøm fra mellemspændingsnettets 10 kV til de 0,4 kV, der løber videre til kabelskabe ude ved områdets cirka 5.000 kunder/butikker.

– Dér kommer 10 kV-oliekablerne ind, siger Carl Christian Jepsen og peger på tre tykke ledninger etableret i 1960’erne.

Oliekabler er en opfindelse fra elektricitetens barndom, og Carl Christian Jepsen fortæller, at han har oplevet over 70 år gamle, intakte kabler. Hvis kablerne kan ligge urørt hen, kan de holde i flere generationer, men sådan er det langt fra altid. Dansk Energi har for nylig udgivet en rapport, der viser, at de såkaldte APB-kabler ofte begynder at vise svaghedstegn, når de bliver 30-40 år.

Kablerne ved Budolfi Kirke har ligget jorden i omkring 50 år, og Carl Christian Jepsen vurderer, at de er i forholdsvis god stand. Ikke desto mindre har Eniig valgt at skifte en strækning på cirka 500 meter, fordi brostenene i gågaden ved siden af alligevel skal op, og fordi parkeringspladsen skal omdannes til en grøn oase. Det er altså en økonomisk effektiv chance, der måske ikke kommer igen indenfor de næste årtier.

– Det er virkelig dyrt at trække kabler i midtbyen, fastslår Carl Christian Jepsen, der med et slag på tasken vurderer, at omkostningerne ved de 500 meter moderne PEX-kabler, han nu skal til at lægge, svarer til 5 kilometer kabler på landet, hvor det at grave typisk er som at skære i smør.

Skjult skat for feinschmeckere
Oppe igen på asfalten og brostenene krydser vi Gammeltorv, hvor nogle børn løber på skøjter. For enden af pladsen har Aalborg Elforsyning, der nu er en del af Eniig, i sin tid etableret en arkitekttegnet og særdeles synlig transformerstation, så det er at gå fra den ene yderlighed til den anden.

For kendere adskiller udstyret sig ikke fra andre transformerstationer, men pludselig løfter Carl Christian Jepsen et dæksel, der afslører et rum nedenunder gadeplanet.

Ad en lodret stige når vi ned til et lille museum for feinschmeckere: Her står en fuldt møbleret transformerstation fra 1940’erne. Bortset fra, at der ikke er olie på transformeren, ville anlægget kunne fungere ved blot at hive i en kraftig stang. Carl Christian Jepsen viser hvordan.

Klang – fortiden var mekanisk!

Nutiden er digital.

Eniigs teknikere skal forholdsvis sjældent besøge deres transformerstationer, der er i løbende kontakt med netselskabets kontrolrum på Over Bækken 6 i Aalborg. I fremtiden kan det blive nok så svært at finde nogle af de mere finurlige placeringer, for en adresse er ikke bare en adresse selv for en GPS, og de færreste kolleger – om nogen – har Carl Christian Jepsens erfaring og lokalkendskab.

Hvordan er det for eksempel lige, at man finder transformerstationen i et hjørne af parkeringshuset nede ved havnen, og hvordan var det lige med det anlæg, der står oven på taget af slagteriet?

Transformerstationen lige øst for Nordkraft er dog til at få øje på. Her er teknikken synlig for alle, der kigger gennem den store glasfacade, og om aftenen er der kunstnerisk lys på.

Ikke to transformerstationer en ens – i hvert fald ikke i Aalborg.