Nyhetsartikkel

20 oktober 2017

Trenger screening av det danske havarealet

Få igangsat en screening af det danske havareal, der klart besvarer spørgsmålet om, hvor der fremadrettet kan stå havvindmøller. Sådan skriver fem direktører fra danske organisationer i Børsen

«Energipolitik er erhvervspolitik.» Sådan lød det fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) 5. oktober på Energipolitisk Konference i Industriens Hus. Vi er meget enige med ministeren. Havvindområdet er et af de områder, hvor det er tydeligt, at de energipolitiske beslutninger har skabt en dansk erhvervsmæssig styrkeposition. Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) har endda en vision for Nordsøen som havvindens «Silicon Valley».

Fremsynede energipolitiske beslutninger har ledt til, at Danmark kan bryste sig af en unik position med globalt ledende virksomheder og et stort antal arbejdspladser relateret til havvind. Mulighederne for vækst er fortsat store og endda i nærområderne Nordsøen og Østersøen.

Foruden at havvindmøller skaber en erhvervsmæssig styrkeposition, bidrager havvind også markant til den grønne omstilling, mens prisen falder og falder. Derfor er det glædeligt, at vi i løbet af de kommende tre-fire år mere end fordobler mængden af havvind i Danmark, som det er aftalt i den nuværende energiaftale.

Det er også glædeligt, at der synes at være bred politisk opbakning til, at der skal udbygges yderligere med havvind fra 2020-2030. Den vigtige beslutning skal tages efter nytår, når en ny energiaftale skal indgås. Inden da er der dog en afgørende opgave, som skal løses.

Vi mangler nemlig en screening af det danske havareal, der klart besvarer spørgsmålet om, hvor der fremadrettet kan stå havvindmøller. For det tager mange år at rulle en havvindpark i gang. I regeringsgrundlaget fra november 2016 bebudes screeningen, men arbejdet er ikke i gang endnu.

Alle er enige om, at screeningen er nødvendig, og vi opfordrer derfor til at sætte handling bag ordene og komme i gang. Uden screening kan energiaftalen ikke på et oplyst grundlag rumme en prioritering af den rigtige udbygning med havvind i de danske farvande.

Af Bjørn B. Christiansen, direktør, Danske Havne,
Lars Aagaard, adm. direktør, Dansk Energi,
Troels Ranis, branchedirektør, DI Energi,
Anne Steffensen, adm. direktør, Danske Rederier,
Jan Hylleberg, adm. direktør, Vindmølleindustrien

Indlægget er bragt i Børsen onsdag 18. oktober 2017.

Kommentarer

kommentarer