Danske energiproducenter er europæiske frontløbere når det gælder bæredygtighed
Kun fire europæiske lande stiller i dag krav til bæredygtigheden af den skovbiomasse, der bruges til energi. Danmark er et af de lande. Det kom frem på international konference om bæredygtig skovforvaltning.
Hvis biomasse fra skov skal være en central del af fremtidens energiforsyning kræver det pålidelige systemer, der sikrer bæredygtig skovforvaltning. Men hvordan udvikler man systemer, der sørger for, at vore fælles skove ikke udnyttes uhensigtsmæssigt nu og i fremtiden? Dette var et af temaerne da det østrigske videnskabernes akademi holdt workshop i Wien mandag, hvor Dansk Energi deltog.
I Danmark er vi allerede langt fremme med et svar på spørgsmålet. Danmark er nemlig et af kun fire europæiske lande, hvor der i dag stilles krav til bæredygtighed af fast biomasse til energi. De senere år har danske kraftvarmeværker arbejdet med at indfase Brancheaftalen for bæredygtig biomasse, som sikrer, at de skove hvor biomassen kommer fra forvaltes bæredygtigt.
– Dette arbejde understøttes løbende af en omfattende videnskabelig indsats fra forskere og praktikere, som mener at retningslinjer løbende skal tilpasses for at understøtte en stadig større produktion af biomasse til blandt andet energi, siger Søren Larsen, erhvervspostdoc ved Dansk Energi. Han deltog i mandagens workshop og forsker i bæredygtig biomasse.
Han understreger, at skove og træer er ligeglade med om de bruges til møbler eller energi, men at retningslinjer for bæredygtig skovforvaltning og certificering af skove er effektive værktøjer, der sikrer at skovbruget er med til at opretholde skovenes økosystemer.
– Hvis man overudnytter skovenes produktion i Danmark eller i udlandet risikerer man, at skovenes vigtige funktioner i form af sikring af rent vand, biodiversitet, vedproduktion til materialer og energi, samt bekæmpelse af klimaforandringer bliver ødelagt, siger Søren Larsen og fortsætter:
– Når Dansk Energis medlemmer stiller krav om bæredygtig skovforvaltning, når de køber træflis- og piller, opnår vi, at der også er sunde skove til vores børn, selvom vi brænder træ for at holde varmen og tænde elkedlen i den kommende vinter. Samtidig bekæmper vi klimaforandringerne, når kul udfases på vore kraftvarmeværker og erstattes af træ.