Nyhetsartikkel

12 september 2017

Slutt med luftledninger på Nordvest-Jylland

Strømmen er slukket på den sidste 10 kV-luftledning hos Jysk Energi, der har investeret cirka 700 mio. kr. i kabellægning for at styrke leveringssikkerheden til erhvervsliv, familier og turister.

Lemvigs borgmester roser selskabet for at udvikle i stedet for at afvikle.

Fra en græsplæne ved Bøvlingbjerg ringer Peer Herup Petersen til kontrolrummet hos NOE Net i Holstebro.

55 år efter, at han på sin første arbejdsdag som 14-årig var med til at sætte elmaster op i Klosterheden få kilometer væk, får montør Peer Herup Petersen tilladelse af NOE Nets driftsvagt til at koble strømmen fra på den sidste 10 kV-luftledning i forsyningsområdet omkring Thyborøn, Lemvig og Holstebro.

Klik… og spændingen er borte for altid.

Kollegerne Kaj Andersen, Egon Christensen og Jørn Kirkeby, der også har mange års erfaringer med at sætte træmaster op, tager over. Adræt krabber den erfarne ’luftskipper’ Jørn Kirkeby op i en af masterne, og sammen med kollegerne nede på jorden frigør han ved hjælp af diverse specialudstyr ledningerne fra masten. Lynsnart dingler de gamle tråde frit over landskabet.

Jørn Kirkeby kravler ned igen, og en kran griber fast om masten og hiver den op af den nordvestjyske muld.

– God energi kommer indefra – og nedefra nu hvor vi får jordlagt de sidste ledninger, siger borgmester Erik Flyvholm (V) fra Lemvig Kommune i en tale under markeringen af den historiske begivenhed for NOE Net, der er en del af Jysk Energi-koncernen.

Selskabets repræsentantskab er på sin årlige studietur, og inden serveringen fra en mobil pølsevogn går i gang, anerkender borgmester Flyvholm, at det er en stor opgave at sørge for, at elforsyningen er i orden. Han ser kabellægningen af elnettet som endnu et skridt i den rigtige retning. Der er tale om udvikling og ikke afvikling, fastslår borgmesteren.

Høj leveringssikkerhed
For at gavne lokalområdet har Jysk Energi valgt at investere cirka 700 mio. kroner i kabellægning – penge, som koncernen har tjent på salg af aktier i ELSAM. Det vækker kommunal glæde, at det lokale selskab med sin investering bidrager til, at danskerne har strøm i stikkontakterne mere end 99,99 procent af tiden:

– Høj forsyningssikkerhed er vigtigt uanset hvor i Danmark, man befinder sig, og helt afgørende for at skabe ny vækst og udvikling i vores del af landet, siger Erik Flyvholm, der slås mod fraflytning især fra sine mindre byer, men aktuelt også oplever positive erhvervshistorier.

Den digitale æra
Bestyrelsesformand Steen B. Jensen fra Jysk Energi betegner det som en milepæl, at hele 10 kV-nettet er i jorden. Han husker, at det i gamle dage for ikke så længe siden var normalt, at lysene blinkede i dårligt vejr.

– Det er ovre nu, og vi er tæt på en oppetid på 100 procent. Nu tager vi den sidste strækning luftledninger ned, så en epoke er slut, fastslår Steen B. Jensen.

Om få dage tager Jysk Energi hul på en ny vigtig æra. Da starter udrulningen af digitale, fjernaflæste elmålere til koncernens godt 30.000 andelshavere.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer