Forbrugerne betaler mindre til elnettet i 2017
Lavere nettariffer giver forbrugerne en besparelse på elregningen på omkring 50 kroner i gennemsnit.
Danskerne betaler i 2017 mindre for at bruge de lokale elnet.
Nettariffen, der er en betaling for at få transporteret strømmen i nettet, og er en mindre post på den samlede elregning, er i 2017 faldet med lidt mere end én øre pr. kWh eksklusive moms sammenlignet med i fjor. Det giver en gennemsnitlig husholdningskunde en årlig besparelse på cirka 50 kroner.
Netselskabernes gennemsnitlige tarif inklusive abonnement til en husholdningskunde er i 2017 33,9 øre pr. kWh. For en gennemsnitlig husholdningskunde giver det en årlig udgift på 1.356 kr. plus moms for at bruge det lokale elnet og bidrage til den energispareindsats, politikerne har besluttet.
Afdelingschef i Dansk Energi Filip Sundram gør opmærksom på, at de lokale netselskaber de sidste ti år har skåret driftsomkostningerne med knap 1 mia. kroner.
– Disse løbende effektiviseringer giver mulighed for lavere tariffer som vi heldigvis har set det seneste år. Omvendt påvirkes tarifferne også af de politiske pålagte opgaver og af behovet for at investere i forstærkninger af nettet og indrette det, så det passer til morgendagens fleksible produktion og forbrug, siger Filip Sundram.