Nyhetsartikkel

23 juni 2017

Energi kan bringe Danmark i klimamål

Når Danmark skal nå sine klimamål på transporten, landbruget, opvarmning og industri, kan energibranchen skubbe os i mål.

Ved at vælge kloge løsninger kan klimamålet opfyldes uden at påføre samfundet høje omkostninger – og på en måde, som harmonerer med målet om 50 procent vedvarende energi i 2030. Samtidig kan landbruget skånes mod klimatiltag, som forringer erhvervets konkurrencekraft, skriver Dask Energi på sine netsider.

Når de danske klimamål skal nås, vil det være fornuftigt at bruge den stadigt grønnere strøm til at erstatte olie og gas i opvarmning og transport. Det er blandt konklusionerne i en ny analyse fra Dansk Energi, som blev præsenteret torsdag på et fælles møde med Klimarådet.

Ud af de 28 mio. tons CO2, der skal skæres ekstra i perioden 2020-2030 i transporten, landbruget, den individuelle varme og industrien (de ikke-kvoteomfattede sektorer), kan energisektoren levere halvdelen – og gøre det uden at påføre samfundet meget høje omkostninger. En række af tiltagene giver endda et samfundsøkonomisk plus.

– Vi kan se, at en kombination af store og små varmepumper i stedet for oliefyr og naturgas i varme; elbiler i stedet for benzinbiler, og biogas i den tunge transport kan trække Danmark mod klimamålet – og gøre det til en rimelig pris, siger Stine Leth Rasmussen, der er afdelingschef for Dansk Energis analyseenhed.

De fire vigtigste elementer i pakken drejer sig om 1) erstatning af olie med varmepumper – jo hurtigere, jo bedre, 2) gradvis udfasning af naturgas fra vores opvarmning, 3) indfasning af stadig flere elbiler og 4) en større rolle til biogas i tung transport.

– Det er klimatiltag, der ikke tynger pengepungen voldsomt for det danske samfund. Og det har også den fordel, at det giver renere luft og bidrager til det politiske mål om et Danmark uafhængigt af fossile brændsler i 2050, og regeringens mål om 50 procent vedvarende energi i 2030, siger Stine Leth Rasmussen og fortsætter:

– En pakke med fokus på grøn omstilling i energisektoren betyder også, at vi undgår at tynge landbruget med klimatiltag, som forringer konkurrenceevnen og dermed risikerer at skubbe landbrugsproduktion ud af landet.

Analysen viser, at der på energi og transportområdet er en del tiltag, som giver samfundsøkonomisk overskud, dvs. at gevinsterne ved ny grøn teknologi mere end opvejer (investerings)omkostningerne. For eksempel vil udskiftning af oliefyr med eldrevne varmepumper give en samfundsøkonomisk gevinst, fordi oliebesparelsen mere end opvejer prisen på at anskaffe og drive en eldrevet varmepumpe. Dertil kommer, at skift fra olie og gas til grøn strøm også giver et bidrag til regeringens mål om 50 procent vedvarende energi i 2030.

Skal energi- og transportområdet op og klare halvdelen af den kommende klimaudfordring skal der imidlertid også bruges dyrere tiltag som for eksempel biogas i stedet for diesel i den tunge transport og flere elbiler med længere rækkevidde. Dog er omkostningerne stadig i den moderate ende.
Den anden halvdel af klimamålsætningen vil i princippet kunne leveres ved at medregne kulstofoptag i jord og skov – de såkaldte LULUCF-kreditter.

For at energisektoren kan levere de ekstra CO2-reduktioner foreslår Dansk Energi følgende politiske prioriteringer:

• Nedsæt eller afskaf elafgiften
• Overvej, at udvide forbuddet mod oliefyr og/eller etabler en oliefyrsskrotningspræmie
• Prioriter elbiler – både i afgiftssystemet og med infrastruktur
• Brug biogas til at erstatte diesel i dele af tung transport
• Lav en strategi for at reducere naturgasforbruget i individuel opvarmning og decentral fjernvarme
• Udbyg med vedvarende energi i elproduktionen, så strømmen bliver stadigt grønnere

 

 

Kommentarer

kommentarer