Nyhetsartikkel

20 juni 2017

Største jobbvekst på 8 år i Danmark

5,8 pct. flere medarbejdere kunne i 2016 stemple ind i den danske vindmøllebranche sammenlignet med 2015, og jobskabelsen er dermed den største siden 2008.

Det viser Vindmølleindustriens årlige branchestatistik, der netop er udkommet. Den viser også, at branchen vækster på alle parametre i 2016.

2016 var et travlt år i den danske vindmøllebranche, hvilket bl.a. ledte til ansættelsen af 1.713 nye medarbejdere.  Eksporten steg sidste år med 16 pct. til 55,6 mia. kr., og omsætningen steg med mere end 9 mia. kr. Medregnes bidrag fra energiselskabernes vindaktiviteter var omsætningen sidste år 118 mia. kr., og branchen beskæftigede 33.000 medarbejdere. Dermed var året det bedste, siden branchen toppede inden finanskrisen.
”De flotte tal for 2016 understreger, at vindmølleindustrien er en vigtig vækstmotor for Danmark, og at udlandet i den grad efterspørger de produkter og løsninger, som branchen er verdenskendte for at levere,” siger adm. direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg og uddyber:
”Vindmølleindustriens mange virksomheder kan i den grad mærke stigende global konkurrence, og derfor er jeg glad for at se, at vi er tilbage med en tiltagende eksport i 2016 efter et skuffende 2015, og at vi nu næsten er tilbage på niveau med rekordårene fra 2008-2009.”
2015 bød på et markant fald i eksporten, og derfor stiger eksporten ekstraordinært i 2016. Svaret i væksten skal bl.a. findes i tiltagende eksport til Holland og Storbritannien, der er henholdsvis tredoblet og fordoblet fra 2015 til 2016.

 

 
Vækst rammer bredt

Vindmølleindustrien er til stede i hele Danmark, og i 2016 steg antallet af beskæftigede i alle regioner. Væksten i antal medarbejdere var størst i Region Nordjylland med 13,9 pct. og i Region Sjælland med 9,7 pct. Midtjylland er fortsat den region, hvor branchen betyder mest for jobskabelsen med godt 12.500 medarbejdere ansat i vindmøllebranchen, svarende til 4 pct. af alle privatansatte i regionen. På landsplan er tallet 2,2 pct.

”4 ud af 5 job er vest for Storebælt, og derfor kan man ikke undervurdere vigtigheden af vindmøllebranchen for væksten særligt i de vestdanske regioner. Jeg ser selvfølgelig gerne, at vi løbende tilpasser virksomhedernes vilkår, så væksten kan fortsætte,” siger Jan Hylleberg.

Vindmøllebranchen udgør 4,1 pct. af den totale danske eksport, mens knap 7 pct. af den samlede vareeksport fra Danmark er vindmøllerelaterede produkter. Dette resultat placerer igen i 2016 Danmark på en førsteplads, da Danmark, ifølge branchestatistikken, er det EU-15 land, hvor den største andel af den samlede eksport kommer fra vindmøllerelaterede produkter.

Læs også: Vind sikrer mange produktionsarbejdspladser i Danmark

Share32

_________________________________________________________________________

Hovedtal

  • Omsætningen i vindmøllebranchen steg fra 2015 til 2016 med 10,8 pct. til 118,1 mia. kr.
  • Omsætningen pr. årsværk er på højeste niveau siden 2009 på 3,1 mio. kr.
  • Vindmøllebranchen beskæftigede i 2016 32.898 årsværk inkl. energiselskaber.
  • Antallet af fuldtidsbeskæftigede er steget uafbrudt siden 2013, og sted sidste år med 6,2 pct.
  • 2,2 pct. af de privatansatte i Danmark arbejder i vindmøllebranchen.
  • Eksporten steg fra 2015 til 2016 med 16 pct. og endte på 55,6 mia. kr.
  • Vindmøllebranchen står for 4,1 pct. af den samlede danske eksport.
  • Eksporten af vindmøllerelaterede produkter udgør 6,9 pct. af den samlede vareeksport.
  • Tyskland er det største eksportmarked for dansk vindmølleeksport og aftager 31 pct., efterfulgt af Holland og Storbritannien. USA er vindmøllebranchens femtevigtigste eksportmarked.
  • Kilde: Vindmølleindustrien

Kommentarer

kommentarer