Ingen oversikt over batterier fra solcelleanlegg
Fællesregulativet i Danmark er blevet opdateret. Det træder i kraft på torsdag den 1. juni, og det giver el-installatører en ny opgave.
El-netselskaberne skal nemlig fremover vide, hvor der kobles batterier på el-nettet. Baggrunden er, at der kobles stadig flere batterier på nettet, men i dag har ingen overblik over, hvor batterierne står, hvor store de er, og hvilken effekt, de repræsenterer. Det går ikke i længden, så nu får el-installatører pligt til at registrere anlæggene.
– Batterierne rykker i forbindelse med solcelleanlæg og el-biler, og det kan få stor betydning for dimensionering og styring af de lokale el-net, påpeger civilingeniør Louise Carina Jensen fra Dansk Energi.
Indtil for nylig har batterier primært tappet strøm fra el-nettet, men nu begynder stadig flere batterier opsat i forbindelse med solcelleanlæg og batterier i elektriske køretøjer at levere el til nettet.
At strømmen kan løbe begge veje er et ekstra argument for at få styr på, hvor batterierne er. Med Fællesregulativet 2017 skal autoriserede el-installatører derfor skrive nye, nettilsluttede batterianlæg ind i online-redskabet Installationsblanketten eller Radius El-nets pendant. Herfra flyder informationerne videre til el-netselskaberne.
På Installationsblanketten skal el-installatørerne i forvejen give oplysninger om nye el-installationer, ændret leveringsomfang, skift af el-målere, brud på plomber på el-målere, afmelding af kunder og etablering af solceller, vindmøller og andre el-producerende anlæg.
Der er også en anden vigtig nyhed i Fællesregulativet 2017. Den handler om serielle målere, hvor der ikke skal betales tilslutningsbidrag. En gældende regel er, at der skal opstilles udendørs målere ved alle nye installationer, men der dispenseres nu, hvis den primære måler er placeret inde i en bygning. Et eksempel: Hvis der er tale om en ny afregningsmåler, eksempelvis i forbindelse med el-bil-ladeudstyr, hvor en tredjepart betaler for strøm til el-bilen, så må måleren gerne etableres indendørs.