Nyhetsartikkel

29 mai 2017

GE-vindchef: Forsigtig optimisme om 80 pct. PTC

Kunderne ser potentiale i nye ordrer, selv om der i år er taget et skridt ned at skatterabattens stige i USA.

Chefen for onshore møller hos GE Renewable Energy, Pete McCabe, er efter et par møder med store kunder forsigtig optimist omkring mulighederne for at hente ordrer med den reducerede PTC-sats på 80 pct. «Jeg spørger i øjeblikket kunderne om det. Sidste år tænkte de ikke så meget på det, men i år ser de noget potentiale,» siger Pete McCabe på en vindmøllekonference i Anaheim i Californien til Ritzau Finans.

Op til årsskiftet var der en gigantisk ordrebølge på det amerikanske marked, hvor kunderne havde travlt med at få kvalificeret projekter til fuld PTC-støtte før nedtrapningen. Herefter har de fire år til at få opført projekterne. Potentialet med 80 pct. PTC, som de næste to år trappes videre til 60 i 2018 og 40 pct. i 2019 – før ordningen helt forsvinder, vil afhænge af industriens evne til at få nedbragt prisen for vindmøllestrømmen – den såkaldte «Levelized Cost Of Energy» (LCOE).

«»Bullish» vil ikke være det rigtige ord at bruge, men forsigtigt optimistisk. Jeg mødtes med to store amerikanske kunder over en frokost, og vi snakkede 80 pct. PTC og endda 60 pct. PTC. Det afhænger af, hvad omkostningskurven gør på baggrund af den teknologiske udvikling,» siger Pete McCabe.

Længere henne på året vil han have et bedre billede af mulighederne, og der kan tingene se endnu lysere ud.

«Jeg gik ind til møderne og troede, at det ville være tæt på ingenting, men de to datapunkter, jeg nu har, er ret optimistiske. Hvis folk er forsigtige optimister nu, så kunne man vente, at de vil være mere optimistiske i august,» siger McCabe.

Kommentarer

kommentarer