Nyhetsartikkel

02 mai 2017

Strøm til under indkøbspris

Det lyder for godt til at være sandt, men den er god nok: Danmarks allerstørste el-forbrugende virksomheder kunne få strøm til under indkøbspris i andet halvår af 2016.

Det viser nye tal fra Energistyrelsen, som fører statistik med prisudviklingen for erhvervskunder.

Elpriserne er generelt lave, men der er også forskel på, hvor meget de mindste og de største virksomheder betaler for strømmen. Det viser ny statistik fra Energistyrelsen, der ser på elpriser for erhvervskunder.

Mens de helt små erhvervskunder – for eksempel frisører og små kontorer med forbrug under 20.000 kWh om året – i gennemsnit betalte 29,2 øre pr. KWh i andet halvår af 2016, var prisen for de allerstørste el-forbrugende virksomheder med et årligt forbrug på 150.000 MWh eller derover 23,8 øre pr. kWh. Indkøbsprisen på engrosmarkedet var i gennemsnit 24,4 øre per kWh i perioden, og dermed betalte de største el-forbrugende virksomheder mindre end indkøbsprisen. I gennemsnit måtte erhvervskunderne betale 26,5 øre per kWh til el-handleren.

Hvordan de største elkunder kan få strøm under indkøbspris, forklarer Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi:

– Først og fremmest viser tallene, at konkurrencen på el-detailmarkedet er benhård. Der er velkendt, at el-handlernes fortjeneste generelt er særdeles lav i Danmark, når vi sammenligner med resten af Europa. Særligt de helt store kunder er i stand til at forhandle priserne absolut i bund. Når vi så samtidig har en periode med stigende engrospriser, kan virksomheder, der har lavet en prissikringsaftale med el-handleren, opleve priser, der er under indkøbsprisen.

Tallene fra Energistyrelsen viser dog, at det langt fra er alle virksomheder, der laver prissikringsaftaler. Omkring en tredjedel af elforbruget er handlet på fastpriskontrakter, mens resten er handlet på kontrakter, der helt eller delvist varierer i takt med priserne på engrosmarkedet.
Relaterede links

Energitilsynets prisstatistik for erhvervskunder i andet halvår
Priser på engrosmarkedet kan findes på Nord Pool Spot

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer