Nyhetsartikkel

19 mars 2017

Elselskaber om fejl på målere: Det kan løses med softwareopdatering

Fejl, der fik hollandske elmålere til at vise mere end 500 procent forkert, sker ikke ved normalt forbrug, siger danske elselskaber. De afviser at have oplevet problemet, selv om de har målere med samme teknologi.

Forskning fra Holland viste i sidste uge, at nogle digitale elmålere kan vise forbrug, der er op til 582 procent for højt, skriver Ingeniøren. Ingen danske målere har indgået i testen, men en række danske målere har risiko for at opleve samme problem, bekræfter Dansk Energi. I danske målere har fejlen dog været modsat – at målerne viste et for lavt forbrug og det er aldrig sket i praksis, mener elselskaber.

»Der er sat en del af den type målere op før 2011, hvor vi først blev opmærksomme på problemet. Nogle er udskiftet i dag, men andre er stadig i brug,« bekræfter forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi, Jørgen S. Christensen. 
Allerede i 2011 blev Dansk Energi og Sikkerhedsstyrelsen opmærksomme på, at elmålere, der benytter sig af såkaldte Rogowski-spoler kan vise forkerte værdier, når de udsættes for helt særlige typer elforbrug.

Læs også: Nye elmålere måler op til 582 procent for højt

»Det kræver et højfrekvent forbrug for at udløse fejlagtige målinger. Derudover afhænger det af, hvor meget dæmpning, der er i installationen,« påpeger Jørgen S. Christensen.

I forsøget fra Holland var det en forsøgsopstilling med 50 elpærer med hhv. LED- og sparepærer kombineret med en lysdæmper, der fik elmålerne til at blive uenige om forbruget. Jørgen S. Christensen påpeger, at netop denne type forbrug ikke var nær så udbredt før 2011 som det er i dag, hvorfor fejlen hidtil havde været overset.

Løst med softwareopdatering
»Derefter fik selskaberne en firmwareopdatering fra fabrikanten, som betyder, at målerne advarer om det, hvis der er risiko for den type fejl. I de nyere målere har man løst problemet med et nyt princip i konstruktionen,« påpeger Jørgen S. Christensen.

Han understreger, at han siden forskningsresultaterne blev omtalt i sidste uge, har været i kontakt med flere af de selskaber, der har benyttet sig af målere med Rogowski-spoler.

Han vil dog ikke oplyse hvor mange selskaber eller målere det drejer sig om, eller hvilke selskaber, han har været i kontakt med.

Læs også: Udbredt elmåler giver solcelleejere ekstraregning

Et af selskaberne, der benytter Rogowski-spole-baserede målere er NRGi, der i alt har omkring 220.000 målere installeret hos kunder i Østjylland. De benytter sig af to typer målere fra selskabet Nes – tidligere kendt som Echelon.

»Vi fik vores målere testet i 2011 og én af dem viste sig at kunne måle forkert, hvis den udsættes for elektrisk støj, men den kunne kun vise et forbrug, der var for lavt,« siger direktør i NRGi Net, Søren Risager.

»Vi ønsker selvfølgelig, at alle vores målere måler rigtigt, men for forbrugerne er det jo ikke så slemt, når den viser for lavt,« konstaterer han.

Det drejer sig ifølge Søren Risager om den ældste af de to målere, selskabet benytter. Den er i dag installeret hos omkring 45.000 af NRGi’s kunder.

Les mer i Ingeniøren

Kommentarer

kommentarer