Vestas færdiggør kæmpe-park
Det er sjældent, danske virksomheder påvirker hele samfund med deres produkter og tjenester, men Lake Turkana Wind Park i det østlige Kenya, som vil levere 15 pct. af al den strøm, der bruges i Kenya, gør præcis dét.
– Udover at være Afrikas største vindmøllepark, er projektet også placeret i et område som de færreste ville tro, man kunne lykkedes med så stort et projekt. Vi er derfor naturligvis stolte af, at vi med den sidste mølle i jorden nok engang har bevist, at Vestas kan installere vindmøller overalt i verden, siger Anders Riis, Head of External Communications, Vestas.
Der er opstillet 365 vindmøller, og de er strategisk placeret på en højslette med en særlig varme-kulde-dynamik mellem Turkana-søen og et bjergmassiv, der danner en tragt, så vinden i gennemsnit blæser 11 meter i sekundet.
Den nye vindmøllepark har en kapacitet på 310 MW, og er dermed en ganske betragtelig ny strømforsyning i et land, hvor behovet for ny energi er enormt.