Vil senke elavgiften til busser
Strøm til elbusser beskattes i dag mere end dobbelt så hårdt som diesel. Men det skal være slut, foreslår Socialdemokratiet og De Radikale nu.
De får opbakning af De Konservative – og ros med på vejen af Dansk Elbil Alliance.
Linje 3A i København mellem Nordhavn Station og Valbyparken køres primært at dieselbusser. Men sidste år indførte Movia to elektriske busser på ruten, der som en Danmarksnyhed kan hurtiglade i hver ende, via et en særlig robotarm på taget.
Men selvom de elektriske busser betyder mindre partikelforurening, mindre CO2 – og en mere stille og behagelig kørsel, skal den stadig betale højere afgift på energien, den bruger. Elbusser betaler i dag ca. 25 øre per megajoule de lader, mens en megajoule diesel kun beskattes med omkring 9 ører.
Det fik mandag Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen til sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen at besøge busruten for at sætte fokus på, at fremtidens transportløsning bremses af en høj afgift på el.
– Det, vi kan, er at skrue på nogle af de her knapper, der er i skatte – og afgiftssystemet. Så det bliver billigere at bruge en el-bus i stedet for at bruge en dieselbus, sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen til TV2 Lorry mandag.
Fredag foreslår Socialdemokraterne og De Radikale så, at elafgiften til busser skal sidestilles med tog og letbaner, der i dag slipper med beskedne 0,1 øre per megajoule. Det er under en halv procent af, hvad elbusser betaler. Og De Konservative støtter op om forslaget, skriver DR.
S og R vil bære forslaget med til bordet, når de i disse uger genforhandler elbil-aftalen med skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre. De tre partier var i efteråret 2015 sammen om aftalen, der indfaser registreringsafgift på elbiler i Danmark. Siden da er salgstallet faldet markant, og derfor ønsker Socialdemokraterne og De Radikale at aftalen tages op på ny.
Og genforhandlingen er tiltrængt, fortæller Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance til Information:
– Vi håber, at politikerne vil aftale nogle rammer, som går flere år frem, og at de fastfryser afgiften på 2016-niveau frem til og med 2018-2019 så markedet kan få noget rå.
Information havde fredag historien om, at markedet for elbiler nu er så fastfrosset, at antallet af elbiler faktisk er begyndt at falde, fordi brugte biler sælges til udlandet og der ikke tilføres nye.
Relaterede links