Nyhetsartikkel

19 februar 2017

Dansk Energi ønsker, at solcelleejere skal behandles ens

Solcelleejere skal kunne afregnes ens. Derfor ønsker og arbejder Dansk Energi for, at lovgivningen for de nettoafregnede solcellekunder skal være afstemt i forhold til de regler, der er til målere.

Dansk Energi har derfor i december 2016 budt et forslag ind til Energistyrelsen, som kan sikre, at solcellekunder ikke kommer i klemme. Forslaget afventer dog endnu styrelsens tilbagemelding.

Elnetselskaber må selv beslutte hvilken type elmålere, de vil sætte op ifølge mangeårig lovgivning på elnetområdet. Men på grund af myndighedskrav til ændring af netselskabernes tariffering, kan solcelleejere med samme type anlæg blive behandlet forskelligt. Det vil Dansk Energi gerne undgå, og har derfor foreslået Energistyrelsen en løsning, der kan sikre solcelleejerne ensartet behandling.

Forskellige typer målere kan nemlig give forskellige typer afregning, og det er en udfordring, når solcelleejerne skal betale for deres brug af nettet.

– Selvfølgelig skal solcellekunder afregnes ens. Derfor har vi i december budt en løsning ind til Energistyrelsen. Men vi afventer endnu myndighedernes tilbagemelding. Det får solcellekunderne til at rykke for en afklaring, og vi håber, at myndighederne snart kan give den, siger Jørgen S. Christensen, der er forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi.

Problemet er opstået, fordi Energitilsynet har vurderet, at det ikke var i overensstemmelse med lovgivningen at nettoafregne netselskabernes tariffer. Derfor har netselskaberne rettet ind og ændret afregningen.

Elnetselskaberne har investeret i elmålerne efter de tekniske regler, der gælder, og før den ny afregning af solcelleejere blev indført, og 90.000 solcellekunder kom til. Når solcelleejere skal betale for deres brug af elnettet, kan det potentielt blive en betaling fra 200 kroner, og for de få op til 1.800 kroner årligt. Netselskaberne øger ikke deres indtægter ved denne ændring, da der alene er tale om en omfordeling mellem kunderne, der er tilsluttet nettet.

Dansk Energi har foreslået en løsning, hvor man kan løse problemet rent beregningsteknisk i Energinet.dk’s datahub, der er et it-system, der modtager alle måledata til elhandlernes regninger til kunderne. Løsningen vil sikre solcellekunderne behandles ens – vel og mærke til den lave betaling.

Kommentarer

kommentarer