Nyhetsartikkel

23 januar 2017

Geotermi er ét af flere blade på den grønne gren

Varmt vand fra undergrunden kan være et kærkomment element i den grønne omstilling – men vi må have fokus på omkostningerne sammenlignet med andre grønne alternativer, lyder det fra Dansk Energi.

Geotermisk varme, der indvindes ved at pumpe koldt vand dybt ned under jorden og pumpe varmt vand op, rummer et stort potentiale for Danmark. Det konkluderer GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser i Danmark og Grønland ifølge DR.

DR satte i forbindelse med en Christiansborg-høring om emnet fokus på geotermiens fremtid i Danmark tirsdag.

Og muligheden for en grøn og nærmest uudtømmelig energikilde er kærkommen, mener Thomas Danielsen, energiordfører for Venstre:

– Den kræver en del udvikling endnu, som vi selvfølgelig skal understøtte. Men det er en teknologi vi bifalder. Ikke mindst fordi vi ønsker, at mere af vores opvarmning skal ske via elektricitet, og der kan man med geotermisk varme bruge varmepumper på de store værker, som gør det meget billigere at varme husene op, siger Thomas Danielsen til DR.

– Fjernvarmeværker skal som første prioritet sikre den billigst mulige varme til forbrugerne. Og derfor er der stadigvæk et stykke vej endnu, siger Thomas Danielsen.

Han påpeger samtidig, at regeringen ved at afskaffe PSO-afgiften har fjernet en stor barriere for at udnytte geotermisk varme, og at netop afgiftsstrukturen også fremover er afgørende for, hvilke energiformer der skal levere fjernvarmen i fremtiden.

Et blad på den grønne gren
Hos Dansk Energi kalder administrerende direktør Lars Aagaard geotermi en spændende mulighed, der kan gå godt i spænd med store varmepumper i fjernvarmesystemet. Men vi skal have fokus på omkostningerne, minder han om:

– Det er da skønt, at vi har en energiressource. Spørgsmålet er, om vi kan udnytte den på en økonomisk ansvarlig måde, siger Lars Aagaard.

– Det er spændende at se udviklingen på området. Men det er kun ét blad blandt flere på den grønne gren, siger Lars Aagaard til DR og afslutter:

– Noget af det, der ligger lige for, det er at gøre el mere konkurrencedygtigt i varmesystemet, sænke afgifterne på el og arbejde med, at der kommer varmepumper op – som så nogle steder vil være i forbindelse med geotermi, og andre steder med andre varmekilder.

Kommentarer

kommentarer