Nyhetsartikkel

19 januar 2017

Vestager: Brug ENTSO som mægler ved nationale el-importstop

Man skal ikke ensidigt kunne lukke for strøm ved en national grænse. Det mener Margrethe Vestager, der er konkurrencekommissær i EU.

Kan landene ikke blive enige, så skal de kontakte ENTSO, lyder det fra Vestager.

Dansk Energi | Vestager: Brug ENTSO som mægler ved nationale el-importstop

Svenska Kraftnäts lukning for dansk strøm i de stormfulde juledage er et fænomen, der føjer sig til en udbredt praksis, som EU-kommissionen forsøger at få has på. Lukningen bidrog til negative elpriser i Danmark, tab for elproducenter i Danmark og højere strømpriser for forbrugere end ellers i Sverige.

EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager har to vinkler på sagen, nemlig en politisk med gennemførelse af EU-kommissionens såkaldte vinterpakke om en energiunion og en konkurrencemæssig med den igangværende undersøgelse af den tyske kapacitetsbegrænsning over for dansk/nordisk el.

Hun lægger ikke op til en særskilt undersøgelse af den svenske lukning for import af dansk vindstrøm.

– Det er en del af den store energipakke at se lige præcis på, under hvilke betingelser man kan lukke for strøm fra naboen. Der har været en række situationer af denne type. Vi foreslår, at man kan ikke bare ensidigt kan lukke. Man bliver nødt til at tale med dem på den anden side, før man gør det, siger Margrethe Vestager til Fagpressebureauet.

– Hvis man ikke kan blive enige om det, skal man kontakte den fælleseuropæiske myndighed på dette område (ENTSO-E – European Network of Transmission System Operators for Electricity, red.). Det er tjekket omhyggeligt, om det kan lade sig gøre i praksis. Der siger de folk, der har forstand på det, at det kan det faktisk godt, fortsætter Margrethe Vestager.

– Det er at få en praktisk løsning, når der bliver lukket ensidigt, og hvor man kunne få den mistanke, at det handler om at holde prisniveauet i forhold til nationale producenter, fordi prisen på (el)børsen ellers ville falde, hvis man massivt får vindstrøm ind i sit net.

Tysk begrænsning granskes
I granskningen af den tyske kapacitetsbegrænsning ser EU-kommissionen på, om det kan løses ved at ændre regelsættet, eller om det er en konkurrencesag, fordi der ikke er gyldige tekniske, fysiske begrundelser for, at man ensidigt lukker for en så stor del.

– Vi er ikke færdige med undersøgelsen af det tyske spørgsmål, hvor man fra dansk side nogle gange ser, at der bliver lukket på tidspunkter, hvor man siger, at ”det kan da ikke passe”, slutter Margrethe Vestager.

Adgangen til at sende strøm fra Danmark til Tyskland er så elendig, at den i hele Europa kun undergås af forbindelsen mellem Rumænien og Bulgarien, skrev nyhedsbladet Energi i november 2016 på baggrund af en rapport fra sammenslutningen af europæiske energitilsyn ACER.

Ifølge ACER var omkring 13 procent af det dansk-tyske grænsekabels formelle kapacitet på 1780 MW til rådighed for markedet i 2015 i retning mod Tyskland, det vil sige, 87 procent var ubrugt.

Den rumænsk-bulgarske forbindelse blev kun udnyttet fem procent, det vil sige, 95 procent var ledig.

Polen og Tjekkiet er så utilfredse med den transit, som bruger deres net, at de installerer særlige enheder til begrænsning af transitten, hvilket giver endnu mere pres på de tyske net, oplyste REO i sit nyhedsbrev i juli 2016.

Rumæniens regering har i et ekstraordinært møde givet energiminister Toma Petcu beføjelse til at forbyde eleksport fra 16. januar til 15. februar på grund af det barske vintervejr, skriver The Romania Journal.

Kommentarer

kommentarer