Nyhetsartikkel

25 november 2016

COP22-kurs god for dansk eksport

– Endnu et topmøde har nu bekræftet den globale kurs mod udfasning af fossile brændsler og øget fokus på vedvarende energi, energieffektivitet og elektrificering. Det er godt for klimaet, og det er godt for danske virksomheder, der er førende på de energiløsninger, som resten af verden efterspørger. Men vi skal bruge politisk opbakning til at blive ved med at forske og udvikle. Vi skal både udvikle teknologier og nye forretningsmodeller, ellers står andre lande klar til at tage de job og vækstmuligheder, der følger med, siger Lars Aagaard, der er adm. direktør i Dansk Energi, efter COP22 mødet i Marrakech er afsluttet.

Han påpeger, at der skal investeres i netop forskning for at Danmark kan bevare den førerposition, vi har i dag, når det gælder grøn energiteknologi.

– Løsningen på verdens klimaudfordringer er, at vi fortrænger olie, gas og benzin og i stedet bruger vedvarende energi. Det betyder, at vi skal bruge el til meget mere, end vi gør i dag. Her halter vi bagefter i Danmark, fordi skatter og afgifter på el stadig er op til fire gange højere end på fossile brændsler, selv efter at vi får flyttet PSO’en væk fra elregningen, som det netop er blevet besluttet politisk, siger Lars Aagaard.

Dr. Fatih Birol, direktør for Det Internationale Energiagentur, pointerede også behovet for at bruge el, da han onsdag fremlagde den årlige World Energy Outlook-rapport i London: Verden tager syvmileskridt hen mod at gøre el vedvarende – udfordringen er at sikre, at den vedvarende el bliver anvendt i bygninger, transport og industri.

Vær med, når IEA fremlægger World Energy Outlook 2016 i København i morgen (tirsdag) – du kan stadig nå at sikre dig en plads.

Læs hele nyheden

Kommentarer

kommentarer