Fremtiden er her allerede
Virkeligheden har allerede overhalet en ellers dugfrisk rapport fra det Internationale Energiagentur (IEA).
De seneste bud på danske havvindmølleparker viser lavere omkostninger til havvind end IEA’s forventninger til havvind i 2040. Prisen for Kriegers Flak tegner således til at blive cirka 15 millioner kroner pr MW. Dermed er prisen for en park, der besluttes i dag på linje med det prisniveau, IEA forventer i 2040.
Udviklingen har taget analytikermiljøet på sengen – herunder også den danske Energistyrelse, der i august offentliggjorde sit opdaterede teknologikatalog med nye priser for havvind. Ifølge dét teknologikatalog ville omkostningerne til selve havvindmølleparken først nå ned i 15 millioner kroner pr. MW engang efter 2030.
– Det ser altså ud til, at virkeligheden har overhalet forventningerne, og vi allerede i dag overgår forventningerne til priser i 2040. Det er rigtig godt nyt for den grønne omstilling, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi.
Hun understreger, at den rivende udvikling skaber behov for at regne på helt opdaterede forudsætninger, når man laver fremskrivninger af energisystemet og vurderer omkostningerne ved forskellige energipolitiske mål.